Markedsoversigt: Spinkelt aktieplus og rolig rente i tyndt julemarked

. Der var meget begrænset aktivitet på de finansielle markeder herhjemme fredag, der var sidste handelsdag inden juleferien. Og det kunne mærkes med meget lav volumen og små udsving blandt både aktier og obligationer.

Blandt aktierne fristede Genmab en tilværelse i bunden af det ledende danske C25-indeks, der samlet steg med 0,4 pct. til 1146,33.

Aktien skar 0,7 pct. af kursen til 1046 kr., efter at der torsdag kom nyt fra amerikanske Johnson & Johnson.

- Genmab sætter sig lidt på den aftale, som Johnson & Johnson torsdag indgik om produktet CAR-T, som også er et produkt til knoglemarvskræft, med et kinesisk selskab.

- Produktet er en konkurrent til Darzalex, så det er det, som aktien sætter sig lidt på, vurderer børsmægler Anne Sophie Riis fra ABG Sundal Collier over for Ritzau Finans.

Allernederst endte Jyske Bank dog med et fald på 0,8 pct. til 353,30 kr. - uden selskabsspecifikt nyt.

I toppen af eliteindekset endte Chr. Hansen Holding og Bavarian Nordic - begge uden selskabsspecifikt nyt. De to aktier lagde henholdsvis 3,1 og 2,1 pct. til kurserne og endte i 582,50 og 228,80 kr.

Pandora-aktien lagde fredag 0,8 pct. til kursen, som endte i 664 kr.

Fredag fremgik det af en indrapportering til Finanstilsynet, at amerikanske Maverick Capital igen har reduceret sin shortposition i Pandora til 0,60 pct. fra 0,78 pct. ved den seneste rapportering, og belejringen af Pandora-aktien fra diverse udenlandske kapital- og hedgefonde ser ud til for alvor at være på retur.

Uden for det danske eliteindeks fortsatte Østjydsk Bank torsdagens deroute og lagde yderligere 22,1 pct. til den foregående dags fald på 35 pct., hvor banken blev pålagt nedskrivninger på 132 mio. kr. af Finanstilsynet.

En aktie i banken kostede fredag ved lukketid 0,80 kr.

Skako fortsatte ligeledes torsdagens tendens - om end en mere positiv en af slagsen. Aktien steg 6,3 pct.

På obligationsmarkedet endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation, hvor den startede dagen - i 0,47 pct.

Den har altså taget et spring på 9 basispoint i løbet af ugen, efter at den mandag lukkede i 0,38 pct.

Udviklingen var stort set på linje med statspapirer med tilsvarende løbetid på tværs af Europa, hvor både det toneangivende franske og tyske ligeledes handlede i en uændret rente.

I Spanien endte renten på det tiårige statspapir med at falde 1 basispoint, efter at det ved middagstid steg med 4 basispoint oven på torsdagens regionalvalg i Catalonien.

Det faldt ud til løsrivelsesblokkens fordel, da de tre separatistpartier - Junts per Catalunya, Esquerra Republicana de Catalunya og Candidatura d'Unitat Popular - med 70 ud af parlamentets 135 pladser sikrede sig absolut flertal.

Fredagen bød på en stribe nøgletal fra den anden side af Atlanten.

Kerneinflationen, den såkaldte PCE Core, steg med 1,5 pct. i november, hvilket var på linje med analytikernes estimat ifølge Bloomberg News.

Det amerikanske privatforbrug overraskede positivt i november og steg med 0,6 pct. mod en forventning om en vækst på 0,5 pct., mens salget af nye boliger blev opgjort til 733.000 enheder på årlig basis mod forventede 624.000.

/ritzau/FINANS