Markedsoversigt: Rente- og aktiefald med Danske Bank i bund

Hvidvasksagen sendte igen torsdag Danske Bank i den sorte gryde, hvor aktien mistede 2,7 pct. til 127,75 kr. i bunden af C25. Dermed ydede den sit bidrag til, at det danske eliteindeks faldt 0,6 pct. til 1037,85.

De seneste anslag mod banken kom blandt andet fra en amerikanske pensionskasse, der vil have sine penge igen efter tab relateret til sagen om hvidvask gennem bankens filial i Estland. Hvidvaskjægeren Bill Browder var desuden ude med beskyldninger mod banken om, at den skulle have løjet over for de franske myndigheder.

Afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen tildeler netop kursfaldet i Danske Bank en stor del af ansvaret for, at det danske aktiemarked torsdag klarede sig en del ringere end de europæiske aktier.

Men også Genmab trak tungt ned med et fald på 2,5 pct. til 1084,50 kr. i bunden af C25.

- Den har der jo været en lidt uenighed om i dag, påpeger Ole Kjær Jensen.

DNB har ifølge Bloomberg News indledt dækning af Genmab med anbefalingen "køb" og et kursmål på 1540 kr., mens svenske SEB har sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb", og kursmålet hæves til 1105 kr. fra 1030 kr.

I toppen af C25-indekset lukkede Jyske Bank og Novozymes med stigninger på henholdsvis 1,7 pct. til 245,70 kr. og 1,5 pct. til 306,60 kr. For begge aktiers vedkommende uden nyheder af selskabsspecifik karakter.

Indirekte nyt var der til gengæld til Pandora, der først nød godt af fremgang for den amerikanske smykkekæde Signet. Den steg 6,8 pct. onsdag aften. Men hen på eftermiddagen tog Pandora--aktien mod syd efter at Berenberg skar kursmålet til 318 kr. fra 432 kr.

Pandora lukkede 1,5 pct. nede i 276,40 kr.

I fravær af konkret nyt fra de seneste tre dages handelsforhandlinger mellem USA og Kina blev den optimisme, forhandlingerne havde fremelsket på ugens første dage, torsdag afløst af bekymring i aktiemarkedet. Det afledte rentefald, i takt med at investorerne søgte mod sikre havne.

Yderligere usikkerhed blev motiveret af budgetkrisen i USA mellem Repræsentanternes Hus og præsident Donald Trump.

Og allerede før de europæiske markeder åbnede gav skuffende kinesiske inflationstal mismod og dermed rentefald. De kinesiske forbruger- og producentpriser dykkede markant i december, og stigningstakten lå samtidig langt under økonomernes forventninger. Det tyder på yderligere nedadgående pres på den kinesiske vækst.

Torsdag lukkede renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation i 0,17 pct som var 1 basispoint lavere end såvel lukkeniveauet onsdag som åbningsniveauet torsdag morgen. Midt på eftermiddagens var renten ned i 0,16 pct. som er det laveste niveau for den tiårige statsobligation siden den blev lanceret som den toneangivende for snart to år siden.

Tilsvarende sås rentefald på 2 basispoint i Tyskland og på 4 basispoint i Paris ved dansk lukketid, mens den amerikanske rente på samme tidspunkt var steget lige under 1 basispoint.

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk