Markedsoversigt: Lundbeck gjorde comeback - danske enegang med renten

Lundbeck sluttede fredag øverst i det danske C20 Cap-indeks med en stigning på 2,6 pct. til 373,7 kr., på en dag hvor eliteindekset faldt fra morgenstunden, men endte i positivt territorium med en stigning på 0,2 pct. til 1172,01.

Læs mere
Fold sammen

Lundbeck sluttede fredag øverst i det danske C20 Cap-indeks med en stigning på 2,6 pct. til 373,7 kr., på en dag hvor eliteindekset faldt fra morgenstunden, men endte i positivt territorium med en stigning på 0,2 pct. til 1172,01.

- Lundbeck har selvfølgelig haft en hård medfart på baggrund af Kåre Schultz' afgang, og det er naturligvis, fordi han har været med til at igangsætte restruktureringen af Lundbeck og den strategiske udvikling af Lundbeck på længere sigt.

- Der vil være en grad af volatilitet i Lundbeck, indtil vi ser en ny direktør, og derfor retter den sig lidt i dag, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

Lundbeck fik i toppen følgeskab af Pandora, som er faldet med 31 pct. det sidste år. Smykkeselskabet steg dog fredag med 2,2 pct. til 638 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

- Det er en aktie, som har haft det rigtig hårdt, og som nu er kommet ned målt på værdiansættelsen og den usikkerhed, der er om aktien.

Ligeledes i toppen lå A.P. Møller-Mærsk, hvis B-aktie steg med 2,4 pct. til 12.100 kr. Fredag kom den ugentlige opgørelse over spotraterne på containerfragt ud af Shanghai, SCFI-indekset, som viste et fald på 5 pct. til 735,91, hvilket er det laveste niveau i et år.

I den anden ende af eliteindekset endte Vestas, der faldt med 2,2 pct. til 547 kr., og Jyske Bank, som rundede ugen af med et fald på 1,6 pct. til 352,70 kr.

Begge selskaber fik sænket deres kursmål. Vindmølleprodukten fik af storbanken HSBC skåret en tyver af sit kursmål til 510 kr., mens branchekollegaen Nordea sænkede sit kursmål for Jyske Bank til 320 kr. fra tidligere 355 kr.

På obligationsmarkedet rundede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ugen af med en stigning på 1 basispoint til 0,54 pct., på en dag hvor der var fokus på flere PMI-tal, mens der også var taler fra flere centralbankmedlemmer.

Renteudviklingen trodsede udviklingen på tværs af Europa, hvor statsobligationer med tilsvarende løbetid i Frankrig, Tyskland og Storbritannien fredag blev handlet uændret fra torsdagens lukkeniveau.

Fredagen bød på flere PMI-tal, som dækker over indkøbschefernes tillid til fremtiden, både fra Europa og den anden side af Atlanten.

I Eurozonen endte septembers samlede PMI-barometer på 56,7 mod et forventet indeks på 55,6 ifølge Bloomberg News, mens det i USA endte på 54,6. Et PMI-indeks over 50 indikerer, at flertallet forventer fremgang, mens et tal under 50 indikerer tilbagegang.

Derudover holdt flere beslutningstagere fra centralbankerne i USA og Europa fredag taler, ligesom den britiske premierminister, Theresa May, holdt tale i den italienske by Firenze, hvori hun sagde, at en overgangsordning i EU i efter brexit i 2017 formentlig vil vare to år.

/ritzau/FINANS