Markedsoversigt: Flere aktierekorder mens renterne faldt

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

De danske aktier røg i vejret tirsdag, hvor masser af positive regnskaber fra USA trak op, mens også flere andre nyheder fra udlandet havde effekt. Renterne faldt i skyggen af blandede nøgletal.

Blandt aktierne var medicoselskabet Ambu helt i front for markedet med et plus i aktiekursen på 7,7 pct. til 237,80 kr., hvilket er rekord.

Med i toppen var også smykkeproducenten Pandora, der steg med 3,1 pct. til 467,10 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

Stigningen i Ambu kom, i slipstrømmen af at selskabets topchef i en forsidehistorie i Børsen sagde, at det ikke er urealistisk at tidoble salget på syv år.

Nikolaj Holmsgaard, børsmægler i ABG Sundal Collier, siger, at Ambu er kendt for at være "en aktie med krudt i." Men om stigningen på over 7 pct. er på sin plads, kan kun tiden vise.

Ambu er i år steget med 113,9 pct.

Samlet endte det danske eliteindeks, C25, i et plus på 0,8 pct. til 1153,2.

Ingeniørkoncernen FLSmidth, der leverer udstyr til mineselskaberne, steg med 2,0 pct. til 392,90 kr. på højere råvarepriser tirsdag, som trak den sektor i vejret på tværs af Europa.

Novo Nordisk kunne skele til en konkurrent, da Eli Lilly kom med regnskab, der viste en overraskende stor fremgang i salget. Og det kan pege på et godt forretningsklima for Novo i USA, vurderede aktieanalytiker Simon Hagbart Madsen fra Jyske Bank.

De to medicinalvirksomheder er begge store inden for diabetesbehandling, og Eli Lillys salgstal i andet kvartal var langt bedre end forudset på det punkt.

Novo Nordisk steg 0,8 pct. til 324,25 kr.

Og så fik høreapparatselskaberne William Demant Holding og GN Group tirsdag morgen at vide, at italienske Amplifon overtager den spanske høreapparatkæde Gaes Médica, som hidtil har været familieejet.

Prisen for overtagelsen er 528 mio. euro - svarende til 3,93 mia. kr.

William Demant-aktien steg 1,1 pct., mens GN gik 0,9 pct. frem. Begge endte dermed i rekord.

På obligationsmarkedet gav blandede PMI-tal fra Europa og USA tirsdag et rentefald til den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme.

Inden de europæiske tal ramte markedet tirsdag formiddag, var renten oppe i 0,38 pct. Men da handlerne lukkede bøgerne tirsdag for at gå ud i sommerheden, var kurven vendt til et fald på 2 basispoint til 0,34 pct. i forhold til mandag.

Mens det tyske PMI-barometer over indkøbschefernes syn på aktiviteten i Tyskland udviklede sig bedre end ventet i julis foreløbige opgørelse, så skuffede den foreløbige opgørelse fra eurozonen.

I USA viste en foreløbig opgørelse over Markit US Manufacturing PMI for juli, at de amerikanske indkøbschefer inden for industrien så lysere på aktiviteten i den amerikanske økonomi i årets syvende måned, mens tallene for indkøbschefernes vurdering i servicesektoren var en spids dårligere end ventet.

Ifølge Sydbank vil handelsstridighederne med USA i spidsen også være et tema, når investorerne vurderer tirsdagens tal - og opgørelserne fremover.

- Det vil efter alt at dømme påvirke PMI-indeksene i den kommende tid. Vi forventer dog ikke nogen større negativ indflydelse, så længe handelsbarriererne ikke bliver udvidet yderligere, skriver Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank, i et notat.

/ritzau/FINANS