Markedsoversigt: Aktier steg efter otte dages fald - renterne faldt

Otte dage med fald skulle der til, før C25 igen fredag fik et positivt fortegn. En god stemning gjorde sig også gældende på de globale aktiemarkeder det meste af dagen.

Fredag landede C25 1,3 pct. højere i 1026,50. Før de otte dages fald satte ind, lå indekset i 1121,98, og for en uge siden lukkede C25 i 1068,83.

Pandora-aktien fløj højt for anden dag i træk og lukkede med et løft på 8,9 pct. til 424,70 kr. Torsdag steg smykkeaktien 6,7 pct.

Kurshoppet skyldtes dels rygter fra torsdag om, at selskabet har hyret en rådgiver til at hjælpe med at vurdere selskabets reelle værdi. Dels fik Pandora fredag i en forhandlerundersøgelse fra Carnegie den bedste feedback i USA i tre år, skriver Bloomberg News.

Selskab Kurs Ændr. %

ISS blev optaget til dækning af det fransk-tyske finanshus Oddo BHF med anbefalingen »køb« og et kursmål på 285 kr., viser data fra Bloomberg News. ISS-aktien steg 0,7 pct. til 215,10 kr.

A.P. Møller-Mærsk blev til gengæld ramt af lavere kursmål fra to finanshuse. Drewry sænker sit kursmål til 8500 kr., mens Goldman Sachs skruer en anelse ned til 10.200 kr. Mærsk steg dog 0,8 pct. til 8398 kr.

Carlsberg holdt også til i den nedre ende af eliteindekset. Bryggeriets indiske afdeling undersøges ifølge Reuters af myndighederne for en mulig ulovlig prisaftale med konkurrenterne. Ølaktien steg 0,4 pct. til 726,20 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Tryg lukkede som den allernederste aktie, men det er der en god forklaring på. Torsdag viste Trygs kvartalsregnskab pæn toplinjevækst, men svindende indtjening, og fredag blev Tryg-aktien handlet uden retten til et udbytte på 1,65 kr. per aktie.

Aktien faldt dog 3 kr. til 151,70 kr.

På obligationsmarkedet vendte renterne rundt i løbet af fredagen, da en rentestigning gradvist fortog sig i løbet af dagen.

Den toneangivende danske statsobligation åbnede omkring et renteniveau på 0,49 pct., men i løbet af dagen krøb renten lavere og lavere og endte i 0,45 pct.

Det var et enkelt basispoint under torsdagens lukkeniveau. Den foregående fredag lukkede obligationen med udløb i 2027 med en rente på 0,47 pct.

Også i det øvrige Europa blev rentestigninger vendt til fald, mens aktiebørserne på det europæiske marked også oplevede mindre fremgang, end det var tilfældet tidligere fredag.

Højdepunktet i fredagens nøgletalskalender var forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for oktober. Den foreløbige aflæsning af indekset skuffede ved at vise et fald.

Forbrugertillidsindikatoren faldt i oktober til 99,0 fra 100,1 i måneden før. Forventningen var ellers en stigning til 100,5.

I løbet af formiddagen kom opgørelsen over industriproduktionen for august fra eurozonen. Den viste en stigning på 1,0 pct. fra måneden før, mens den steg med 0,9 pct. sammenlignet med august sidste år.

Dermed udviklede produktionen sig bedre end ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigning i produktionen på 0,5 pct. på månedsbasis, mens der på årsbasis var ventet et fald på 0,2 pct.

/ritzau/FINANS