Mandagseksperten: Hold hovedet koldt, når markederne går i rødt

»Frygtens indeks« er på årets højeste niveau, og verden over er der dyb vildrede over, hvad vej markedspilen vender. Som investor og opsparer er det vigtigt at tænke langsigtet og ikke gå i panik.

USAs præsident, Donald Trump, kan med et enkelt tweet sende aktiekurserne op eller ned – men da ingen ved, hvornår eller om hvad Trump vil tweete næste gang, er det en umulig opgave at forsøge at investere herefter, skriver mandagsekspert Tine Choi Danielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB

Udsvingene på de finansielle markeder er øget betragteligt på det seneste, og »frygtens indeks«, det såkaldte VIX-indeks, er på det højeste niveau i år.

Kilden til udviklingen er en stribe velkendte økonomiske og politiske forhold krydret med nye politiske hændelser, der alle øger usikkerheden på de globale finansielle markeder og besværliggør navigeringen for os investorer.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har pustet til ilden i handelskrigen, kineserne har kørt sig i stilling til en valutakrig, Boris Johnson forbereder Storbritannien på en hård Brexit, italienske Lega dolker sin regeringspartner i ryggen, Japan og Sydkorea udkæmper deres egen private handelskrig, borgerne i Hongkong demonstrerer mod fastlands-Kina, og endelig er argentinerne godt i gang med at vælge en populistisk præsident.

Selv om mange af de ovennævnte faktorer ikke har en direkte påvirkning på den globale økonomi eller finansielle markeder, udgør de hver især en indirekte risiko. Handelskrigen mellem USA og Kina har påviseligt global effekt, mens de øvrige indtil videre blot har ramt lokalmarkederne. Det britiske pund er presset i bund, Hongkongs aktier er faldet mere end Shanghais, og vi skal heller ikke glemme det nylige blodbad på det argentinske aktiemarked.

Hold kursen i modvind

Fælles for alle begivenhederne er dog, at de er indtruffet på et tidspunkt, hvor usikkerheden i forvejen er høj på de finansielle markeder. Fremstillingssektoren er nærmest i recessionstilstand, mens servicesektoren holder et pænt vækstniveau. Vi befinder os kort sagt i et vækstmæssigt vadested, hvor summen af umiddelbart mindre og fjerntliggende politiske hændelser kan blive udslagsgivende for, hvilken sektor af økonomien, der »vinder«.

Når vi er sårbare på den økonomiske front, øges følsomheden over for selv de mindste negative nyheder i et land, og stemningen kan lynhurtigt brede sig til andre lande. Først og fremmest via investorstemningen, men selvfølgelig også via de mange kanaler, alverdens lande i dag er kædet sammen af.

Når udsvingene på aktiemarkederne stiger, som vi ser for tiden, er det mere end nogensinde vigtigt at holde fast i den strategi, man lagde, da man bevægede sig ind på markederne. Når bølgerne går højt, har vi som mennesker en tendens til at blive kortsigtede. Taber vi samtidig penge, bliver det endnu sværere at holde hovedet koldt, og vi træffer ofte en stribe investeringsbeslutninger baseret på vores sindelag, hvilket oftest ender med at koste dyrt i dels handelsomkostninger og dels mistet afkast.

Særligt politikeres gøren og laden er uforudsigelig, hvilket præsident Trumps tweets er vor tids bedste eksempel på. 1. august sendte han amerikanske aktier ned med knap en pct., og tirsdag 13. august sendte han med et nyt tweet aktierne op med ca. 1,5 pct. Ingen ved, hvornår eller om hvad præsident Trump vil tweete næste gang, og det er derfor en umulig opgave at forsøge at investere herefter.

Det tilbagevendende afkast

Det betyder ikke, at man som privat investor skal lukke øjnene for alle de risici, som vælter ned over finansmarkederne. Dem skal man tage bestik af, og så aktivt træffe en beslutning om, hvad man vil gøre, baseret på ens risikoappetit og formål/tidshorisont med investeringerne.

Er man en langsigtet investor, der som jeg selv først skal bruge pengene om 20-30 år, er mit råd, at man holder fast i strategien fra dengang, man investerede pengene.

Sælger man f.eks. ud af sine amerikanske aktier nu, hvor man siden 1. august har tabt seks pct., tager man ikke alene tabet, men man har også mindre investeret til at indhente det tabte med.

Hvis man i sin tid indledte finanskrisen med en portefølje bestående af 50 pct. aktier og 50 pct. obligationer, og forholdt man sig i ro under hele krisen, ville man et år efter aktiemarkederne bundede i marts 2009 have indhentet alt det tabte. Og selv om der er meget, vi ikke ved om finansmarkederne og konjunkturforløbene, ved vi alligevel lidt baseret på historik og statistiske beregninger.

Aktiemarkederne har en fantastisk egenskab, der kaldes »mean reversion«: De søger hele tiden tilbage til gennemsnittet.

Siden 1802 har aktier givet et årligt gennemsnitlig afkast på 6,8 pct. År for år svinger afkastene dog ganske betragtelig i forhold til de 6,8 pct., men egenskaben betyder præcis, at når vi har en periode med ekstremt lave afkast som under finanskrisen, så ved vi, at vi på et eller andet tidspunkt i fremtiden forventeligt får positive afkast, der udligner tabene således, at det årlige gennemsnitlige afkast over længere horisonter stadig lander på 6,8 pct.