Mandagens obligationer: Ugen startede ud med rolige renter i Europa

Foto: Christian Als

Det danske obligationsmarked startede ugen roligt, efter at den seneste uge var præget af rentefald, hvor renten på den tiårige danske statsobligation faldt 8 basispoint over ugen og endte i 0,41 pct.

Fredag var markederne også ramt af rentefald, efter at handelskonflikten mellem USA og Kina trappede op. USA's præsident, Donald Trump, annoncerede fredag en revideret liste med told på 25 pct. på kinesiske varer til en samlet værdi af 34 mia. dollar, og derudover har USA en observationsliste med kinesiske varer for 16 mia. dollar, der senere kan blive pålagt told.

Kina har foretaget et modtræk på ligeledes 34 mia. dollar med yderligere 16 mia. dollar i baghånden.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte i 0,41 pct. Det er det samme niveau, som da de danske handlere gik hjem fredag eftermiddag.

De europæiske renter rørte også minimalt på sig, da renten på den tyske tiårige statsobligation faldt under 1 basispoint, mens den franske ditto faldt 1 basispoint fra niveauet fredag klokken 17.

Dagen bød ikke på større nøgletal af betydning, men Mario Draghi, der er chef for Den Europæiske Centralbank, skal holde tale i Portugal, og flere Federal Reserve-chefer holder taler i USA.

/ritzau/FINANS

Jacob Zacher Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk