Mandagens obligationer: Stort set uændret rente på stille dag

Weekendens politiske begivenheder i både Tyskland og Italien løb med opmærksomheden mandag på de europæiske obligationsmarkeder.

Den amerikanske præsident Donald Trumps hårde retorik fra slutningen af sidste uge om at indføre told på import af stål og aluminium i USA fyldte dog også godt hos investorerne. Kurs- og rentemæssigt var der derimod ikke den store påvirkning. Ude i Europa var der også relativ ro på. Bortset set fra i Italien, hvor renten steg 4-5 basispoint.

Mandag endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 0,68 pct. - 1 enkelt basispoint lavere end fredagens slutniveau. Renten startede dog handelsdagen helt nede i 0,65 pct., men steg så gradvist i løbet af formiddagen til 0,69 pct. for at lukke lidt lavere.

I løbet af weekenden blev det i Tyskland offentliggjort, at medlemmerne i Det Socialdemokratiske Parti (SPD) havde stemt ja til at fortsætte i en koalitionsregering med forbundskansler Angela Merkels konservative CDU og søsterpartiet CSU. 66 pct. af medlemmerne stemte ja.

Søndagens parlamentsvalg i Italien tyder på et mudret parlament. Det regerende parti, Partito Democratico (PD), har allerede erklæret sig slået.

I slutningen af sidste uge var de finansielle markeder påvirket af Donald Trumps planer om at indføre toldbarrierer på al import af stål og aluminium i USA. Det sendte torsdag renterne og aktierne ned.

Fredag lukkede den toneangivende tiårige amerikanske T-bond dog med en rente på 2,86 pct. på markedet i New York, og det var omvendt 5 basispoint højere i forhold til torsdag. Mandag ved dansk lukketid lå den i 2,85 pct.

Hverken nøgletal fra Europa eller USA gav anledning til bølgeskvulp på rentemarkederne.