Mandagens obligationer: Renten steg en spids efter udsving

Efter at være steget nogle basispoint fra morgenstunden bakkede de danske statsrenter igen henover eftermiddagen for til sidst at slutte med en marginal stigning.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Mandag eftermiddag lukkede den toneangivende tiårige danske statsobligation med en rente på 0,81 pct., hvilket var 1 basispoint højere end fredag eftermiddag. I løbet af mandagen nåede renten at stige med op mod 3 basispoint.

For de øvrige obligationsmarkeder på det europæiske kontinent var der hovedsaligt også tale om marginale rentebevægelser, mens den tiårige amerikanske rente ved dansk lukketid lå i nogenlunde samme niveau, som da den lukkede i fredags.

Investorerne havde mandag ikke meget at forholde sig til fra makrosiden, og derfor kunne fokus allerede blive vendt mod vigtigere begivenheder senere på ugen, noterer makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel fra Sydbank i en skriftlig kommentar.

- Dagens nøgletalskalender er stort set tom. Investorerne vil derfor kigge frem mod onsdag, hvor flere interessante begivenheder venter.

- Vigtigst bliver den amerikanske inflation målt ved core CPI. Efter den seneste arbejdsmarkedsrapport viste de højeste lønstigninger siden før finanskrisen, vil investorerne holde øje med, om det giver udslag i stigende inflationspres i USA, skriver Mathias Rømer Sproegel.

Et af dagens få nøgletal kom fra Danmark, hvor forbrugerpriserne steg 0,7 pct. i januar sammenlignet med samme periode sidste år. Stigningen i januar var 0,3 pct.point mindre end stigningen i december, viser tal fra Danmarks Statistik.