Mandagens obligationer: Renten endte uændret på stille dag

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation endte i et uændret niveau i 0,60 pct. på en stille mandag uden nøgletal eller andre data, der kunne rykke afgørende ved renten.

Læs mere
Fold sammen

En stigning på 2 basispoint ved middagstid gik i sig selv igen, som dagen skred frem.

 

Stigningen kom i takt med mere risikovillighed på aktiemarkedet i kølvandet af bedre end ventede regnskaber og en bedre end ventet amerikansk arbejdsmarkedsrapport fredag, der blandt andet viste en jobskabelse uden for landbruget på 209.000 i juli, hvor økonomerne havde forudset en stigning på 180.000.

Inden markedsåbning kom der tal for den tyske industriproduktion, der skuffede ved at falde med 1,1 pct. i juni i forhold til måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en fremgang i produktionen på 0,2 pct.

På årsbasis var der tale om en stigning på 2,4 pct. i juni, hvilket også var dårligere end den forventede fremgang på 3,7 pct.

Omkring lukketid på den danske børs gik James Bullard, der er Federal Reserve-chef i St. Louis, på talerstolen i Nashville.

 

Og mandag aften kommer turen til chefen for Federal Reserve i Minneapolis, Neel Kashkari, som desuden har stemmeret i centralbankens pengepolitiske komité, FOMC.

 

Det var ventet, at de to topfolk kunne løfte sløret for overvejelserne omkring pengepolitikken i USA.