Mandagens obligationer: Rentefald endte med at blive udvisket

Renten endte med at falde et mulehår på ugens første handelsdag oven på sidste uges stigninger. Det skete, efter at markedet havde sundet sig oven på sidste uges udmeldinger fra den amerikanske centralbank.

Læs mere
Fold sammen

Mandag endte renten på den toneangivende tiårige statsobligation med et lille fald på 1 basispoint til 0,43 pct. i forhold til fredagens lukkeniveau.

Sidste uges rentehop kom, i forlængelse af at flere medlemmerne af den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité i et referat indikerede en renteforhøjelse allerede i juni.

- Man blev taget lidt på sengen af, at de var relativt høgeagtigte (aggressive, red.) i deres referat. Det fik renterne til at køre betydeligt op. Og nu indser vi, at det nok ikke helt præcist er det, der kommer til at ske. Det har trukket dollarrenterne ned, som nok også er med til at trække eurorenterne med ned, vurderer Morten Hassing Povlsen, der er rentestrateg i Nordea, over for Ritzau Finans.

Mandag morgen faldt renten til 0,38 pct. Men i løbet af dagen klatrede den altså retur til udgangspunktet igen.

- Der er tilsyneladende kommet et udstedelsespres i løbet af dagen, men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, siger Morten Hassing med henvisning til forlydender om, at den fælleseuropæiske investeringsorganisation The European Financial Stability Facility, EFSF, skulle have udstedt for 5 mia. euro obligationer med udløb i 2026 og 2047.

/ritzau/FINANS