Mandagens obligationer: Fra neutral åbning til rentefald

Den neutrale åbning på rentemarkedet blev i løbet af mandagen ændret til rentefald i det nordlige Europa, og ved lukketid lå renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation i 0,31 pct. - svarende til et rentefald på 3 basispoint i forhold til fredagens lukkeniveau.

I samklang med de faldende aktiekurser noteredes i London og i Frankfurt rentefald på 4-5 basispoint ved dansk lukketid, mens rentefaldet i Paris var begrænset til 2 basispoint.

Mandagens kalender var tom for nøgletal, men til gengæld talte chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, i Europa-Parlamentet om eftermiddagen om blandt andet konsekvenserne af brexit. I Italien, Spanien og Portugal lå renten mellem status quo og 2 basispoint lavere.

Draghi forklarede, at den europæiske økonomi overordnet set har klaret de umiddelbare effekter af briternes beslutning om at forlade EU-samarbejdet godt. Endnu er det dog vanskeligt at spå om den endelige økonomiske betydning af brexit, påpegede han.

Ifølge centralbankchefen fortsætter økonomien i eurozonen med at vokse i et moderat, men stabilt tempo, og der er fortsat brug for finanspolitiske tiltag og strukturelle reformer i de enkelte lande, hvis bruttonationalproduktet (BNP) for alvor skal løftes.

Endelig kaldte Mario Draghi ECB's obligationsopkøb hver måned for en succes og påpegede, at centralbanken igen vil kigge på sine muligheder ved rentemødet i næste uge.