Mandagens obligationer: Efterslæb gav rentefald på stille makrodag

På grund af et efterslæb fra bededagsferien faldt de danske statsrenter til at begynde med mandag. Men i løbet af dagen kravlede renterne på statspapirerne en smule op igen.

Ved børslukning blev den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme handlet med en rente på godt 0,68 pct., hvilket var 1 basispoint lavere end lukkeniveauet torsdag inden store bededag.

Tidligere på mandagen havde renten ellers været nede at vende i omkring 0,65 pct.

Det hang sammen med, at der fredag - mens det danske marked havde lukket - blev præsenteret skuffende nøgletal fra USA, som betød stigende obligationskurser med faldende renter til følge verden over.

- Mest interessant var de amerikanske inflationstal for april, der var særligt interessante, fordi inflationen for marts var lavere, end markedet havde regnet med. Inflationen i april steg en spids og blev trukket op af energi og en ny skat på tobak.

- Men den konjunkturbetingede inflation, som er særlig interessant for den amerikanske centralbank, var endnu en gang lavere end forventet, og det fik renterne til at falde i fredags, noterer seniorstrateg Morgen Hessner fra Nordea i en kommentar.

Mandag eftermiddag blev den tiårige amerikanske T-bond handlet med en rente på godt 2,34 pct., hvilket var i omegnen af 5 basispoint lavere, end da fredagens økonomiske data blev offentliggjort.

Mandagens billede med faldende statsrenter gjorde sig også gældende i det resterende Europa, hvor blandt andet det tiårige statspapir i Tyskland sluttede med en rente, som lå cirka 1 basispoint under torsdagens slutniveau.

Fra makrosiden var der ikke meget at forholde sig til på ugens første dag. Den største offentliggørelse bestod af Empire Manufacturing-indekset, der er en erhvervstillidsindikator for producenter i New York-regionen, og som skuffede fælt i maj i forhold til økonomernes forventninger ifølge Bloomberg News.