Mandagens obl.: Trichet holder døren åben

 

De europæiske obligationer begyndte mandagen med kursfald og rentestigninger, hvilket blev vekslet til kursfremgang. Det var spekulationer om en hård Trichet, som havde presset kurserne i den tidlige handel. Senere pointerede Trichet, at spillet er åbent.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,13 point højere i kurs 97,94 med en effektiv rente på 4,29 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,03 point højere i kurs 89,37 med en effektiv rente på 5,12 pct.

 

Investorerne havde spændt afventet eftermiddagens tale fra Den Europæiske Centralbankchef Jean-Claude Trichet, som ikke indeholdte nyt om pengepolitikken, men fokus var lagt på produktiviteten. Efter talen tog Trichet i mod spørgsmål, hvor han pointerede, at pengepolitikken er åben, men samtidig afviste han at kommentere den seneste tids uro på de finansielle markeder. Det gav kurserne et ekstra løft og pressede renterne.

 

Ved eftermiddagstid fik investorerne boligopgørelsen fra USA, hvor salget af eksisterende boliger i USA faldt til 5,75 mio. enheder i juli opgjort på annualiseret basis fra revideret 5,76 mio. enheder i juni. Månedens tal var lidt højere, end de 5,7 mio. enheder, som analytikerne havde forventet ifølge Bloomberg News.

 

- Tallene fra det amerikanske boligmarked fik ikke nævneværdig effekt på kursdannelsen, udtalte senioranalytiker Anders Matzen fra Nordea Markets., som hæftede sig ved, at dagens marked var stille, hvilket står i skarp kontrast til de seneste ugers meget urolige handel.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 6/32 point højere i kurs 101 7/32 med en effektiv rente på 4,59 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,364 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )