Mandagens obl.: Steg for femte dag i træk

 

Det danske obligationsmarked lukkede mandag højere og steg dermed for femte handelsdag i træk. Problemerne på det amerikanske sekundære lånemarked samt usikkerheden på aktiemarkederne prægede udviklingen.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede mandag 0,17 point højere i kurs 97,59 med en effektiv rente på 4,34 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,17 point lavere i kurs 89,02 med en effektiv rente på 5,17 pct.

 

Usikkerheden og spekulationerne fik mandag ekstra gødning, idet den tyske bank IKB Deutsche Industribank nu også melder om tab på det amerikanske sekundære lånemarked.

 

- Obligationsmarkederne er præget af spekulationer om kreditmarkedet, udtalte rentestrateg Ralf Preusser fra Deutsche Bank til Bloomberg News.

 

Finansavisen Financial Times skrev mandag, at de amerikanske investeringsbanker nu svarer igen på de voksende kreditbekymringer ved at indføre langt strammere låneregler for hedgefonde, hvilket ifølge avisen kan besværliggøre virksomhedernes og kapitalforvalternes muligheder for opkøb og derved forværre bekymringerne på aktiemarkedet.

 

Det europæiske detailsalg i juli faldt mandag til det laveste niveau i tre år, ifølge en indikator udfærdiget af Bloomberg News.

 

- Den største risiko for det europæiske obligationsmarked er, hvis Den Europæiske Centralbank fortsætter med sin hårde tone og stadig taler for fortsatte pengepolitiske stramninger, udtalte obligationsstrateg hos Credit Suisse Group, Michael Markovic, til Bloomberg News.

 

- Obligationsmarkedet vil falde kraftigt, når aktiemarkederne igen har stabiliseret sig, for renterne er alt for lave på det nuværende niveau, vurderede Michael Markovic.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 4/32 point lavere i kurs 97 26/32 med en effektiv rente på 4,78 pct. Det blev kun til moderate udsving på valutamarkederne. Euroen blev styrket mod dollaren. En euro koster nu 1,378 euro.

 

Tirsdag kommer der gang i kludene, og investorerne vil få makroøkonomiske præsentationer fra begge sider af Atlanten. Eurostat er aktuel med erhvervs- og forbrugertillidsbarometre. Investorerne også tyske arbejdsløshedstal for juli. Men de amerikanske nøgletal kan løbe med opmærksomheden. Ved eftermiddagstid får investorerne opgørelsen over privatforbruget og den personlige indkomst, samtidig offentliggør Conference Board sit forbrugertillidsbarometer for juli.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )