Mandagens obl.: Rentespekulationer på menuen

 

Det blev mandag kun til marginale udsving i obligationskurserne, men efter fredagens nye toner fra den amerikanske centralbank (Fed) var rentespekulationerne i højsædet. Fed sænkede i fredags sin diskontorente, og centralbanken flyttede sine bekymringer over på den økonomiske vækst, mens inflationsbekymringer ikke blev nævnt.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede mandag 0,03 point lavere i kurs 97,67 med en effektiv rente på 4,33 pct. Blandt realkreditobligationerne endte 4-35'erne 0,02 point højere i kurs 89,37 med en effektiv rente på 5,14 pct.

 

Der ses nu større sandsynlighed for, at den amerikanske centralbank sænker styringsrenten i september efter fredagens meldinger fra centralbanken.

 

- Vi har mandag ændret vores amerikanske renteprognose, hvor vi nu venter, at den amerikanske centralbank sænker renten med 25 basispoint i september, i oktober og i december, udtalte chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea Markets til RB-Børsen. Dermed venter Nordea Markets en amerikansk styringsrente på 4,5 pct. ved udgangen af 2007.

 

- Vi ser kun en marginal risiko for, at den amerikanske økonomi bliver ramt af recession (Def.: Minimum to kvartaler i træk med faldende BNP), vurderede Johnny Bo Jakobsen, som hæftede sig ved, at amerikansk økonomi har et stærkt arbejdsmarked, og at centralbanken vil modarbejde i sådant scenario.

 

- Meldingerne fra USA øger også sandsynligheden for, at Den Europæiske Centralbank vil holde renten i ro, når den kommer med sin melding, hvilket også ventes i september, sagde cheføkonom i Nordea Markets, Helge Pedersen, til RB-Børsen fredag.

 

De ledende indikatorer i USA steg 0,4 pct. i juli, hvilket var på linje med analytikernes forventninger. Det viste eftermiddagens præsentationen fra USA.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 10/32 point højere i kurs 100 28/32 med en effektiv rente på 4,63 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,374 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )