Mandagens obl.: Marginalt højere

 

Det danske obligationsmarked lukkede mandag marginalt højere på en rolig handelsdag. De amerikanske markeder var lukkede, for at mindes Martin Luther King og det satte præg på dagens europæiske handel. Den makroøkonomiske kalender kunne heller ikke ophidse markedsdeltagerne.

 

Den toneangivende danske 9-årige statsobligation lukkede mandag 0,04 point højere i kurs 99,98 med en effektiv rente på 4,0 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,03 lavere i kurs 92,25 med en effektiv rente på 4,81 pct.

 

- Dagen bar klart præg af, at markederne i USA var lukket. Det var en meget stille dag, sagde senioranalytiker fra Nordea Markets, Anders Matzen, til RB-Børsen.

 

Ved 10.30-tiden kom opgørelsen over de vigtige britiske kerneproducentpriser (eksklusive energi) for december. Opgørelsen viste en stigning på 0,1 pct. mod 0,2 pct. i november. Analytikerne havde ventet en stigning på 0,2 pct. Tallene indikerer en svagt aftagende britisk inflation. Den mindre vigtige samlede prisopgørelse pegede dog i modsat retning, idet prisindekset steg 0,2 pct. Opgørelsen fik ekstra opmærksomhed i lyset af Bank of England overraskende renteforhøjelse i forrige uge.

 

- Dagens britiske nøgletal gav ikke noget entydigt svar på, hvorfor Bank of England i torsdags hævede renten. Mange vil se nok kigge nærmere på tirsdagens britiske forbrugerprisindeks for at finde et svar på renteforhøjelsen, sagde senioranalytiker fra Nordea Markets Anders Matzen til RB-Børsen. Industriproduktionen for november i eurozonen blev set efter i sømmene ved 11-tiden. Produktionen steg 0,2 pct., og det var mindre end ventet, mens den måneden før faldt 0,1 pct. Analytikerne havde ventet en stigning på 0,7 pct.

 

- Industriproduktionen var lidt lavere end ventet, det kunne måske tyde på at væksten i fjerde kvartal bliver lidt lavere end mange har ventet, udtalte senioranalytiker fra Nordea Markets Anders Matzen til RB-Børsen.

 

De japanske markeder fik mandag morgen lidt opmærksomhed, idet maskinordrerne steg 3,8 pct. for november efter en fremgang på 2,8 pct. i oktober. Økonomerne havde ventet en stigning på 3,5 pct.

 

Euro mod dollar blev handlet i 1,2934, hvilket er en svag stigning i euroens favør.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )