Mandagens obl.: Endnu et kursskred

De danske obligationer lukkede mandag med markante kursfald for tredje dag i træk, efter at morgenstunden bød på små kursstigninger. Ved middagstid vendte stemningen, idet ECB-medlem Liikanen på ny satte fokus på inflationsrisici. Kursfaldene blev senere understøttet af gode boligtal fra USA. Obligationsinvestorerne afventer nu tirsdagens amerikanske centralbanks renteannoncering, hvor de kalkulerer med en rentesænkning.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede mandag 0,42 point lavere i kurs 97,93 med en effektiv rente på 4,31 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,35 lavere i kurs 88,87 med en effektiv rente på 5,20 pct.

Ifølge eurozonens økonomer, så vil inflationen falde til under en stigningstakt på 2 pct. i 2009. ECB-medlemmerne er af den vurdering, at der er stor risiko for, at inflationsstigningstakten vil være forhøjet oven en længere periode og dermed ikke komme under de 2 pct. foreløbigt.

Der er risiko for øget inflation på mellemlangsigt. Det udtalte det finske ECB-medlem Liikanen til Bloomberg News. Det tyske ECB-medlem Jurgen Stark pointerede, at centralbanken er parat til at reagere for at indkapsle inflationen.

I den sene handel blev fokus rettet mod det amerikanske boligmarked med opgørelsen over det igangværende boligsalg opgjort i oktober. Opgørelsen overraskede positivt med en fremgang på 0,6 pct. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet et fald på 1,0 pct. Forrige opgørelse blev oprevideret til en fremgang på 1,4 pct. fra en stigning på 0,2 pct.

Investorerne afventer nu tirsdagens renteannoncering fra den amerikanske centralbank. Den amerikanske futurehandel viser mandag, at investorerne har indkalkuleret en sandsynlighed på 74 pct. for en rentenedsættelse på 25 basispoint til 4,25 pct. Sandsynligheden for en rentenedsættelse på 50 basispoint til 4,0 pct. er 26 pct. For blot en uge siden var det stort set en fifty/fifty-chance mellem de to rentenedsættelser.

Ved dansk lukketid kostede en euro 1,472 dollar, og dermed blev euroen styrket. Den amerikanske tiårige T-bond lå ved dansk lukketid 16/32 lavere i kurs 100 21/32 med en effektiv rente på 4,16 pct.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )