Mandagens aktier: Tryg tog toppen i grønt C25

Efter lidt usikkerhed om den samlede retning i løbet af mandagen endte det danske C25-indeks med en stigning på 0,4 pct. til 1114,88.

Nasdaq Børsen i København (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Dermed endte det hele pænt i grønt trods fald i USA fredag.

- Det har svinget lidt i løbet af dagen, men jeg er overrasket over, hvor positivt det har udviklet sig. Især når man ser udviklingen i USA i sidste uge, siger Nikolaj Holmsgaard, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, og henviser til fald på de amerikanske børser fredag.

Han vurderer, at de danske aktier fik positiv medvind fra vest, da de amerikanske aktiemarkeder åbnede positivt mandag eftermiddag.

Øverst i C25 fandt man forsikringsselskabet Tryg, der steg med 1,9 pct. til 143,40 kr.

- Det skyldes afsmitning fra Topdanmark, der er kommet med regnskab og leverer et bedre end ventet resultat, siger Nikolaj Holmsgaard.

Topdanmark, der ikke er i C25, steg i løbet af mandagen 5 pct. til 292,20 kr., efter at selskabet havde offentliggjort regnskab for første kvartal ved middagstid.

Her var den underliggende drift pæn, mens et svagt investeringsresultat dog gav lidt dårligere end ventede takter på bundlinjen.

Det vigtigste at kigge efter var dog ifølge Ricky Rasmussen, analytiker hos Nykredit, det forsikringstekniske resultat, og det landede i første kvartal på 336 mio. kr. mod ventet 301 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater fra Ritzau Estimates.

Samtidig blev forventningerne til hele 2018 opjusteret, så der nu ventes et nettooverskud på 1050-1150 mio. kr. mod tidligere 950-1050 mio. kr. Combined ratio eksklusive afløbsgevinster ventes at ramme 88-89 mod tidligere 90-91.

Nettoomsætningen i Tivoli voksede i første kvartal til 121 mio. kr. fra 84,1 mio. kr. i samme periode sidste år, viste Tivolis regnskab for perioden mandag. Det svarer til en stigning på 44 pct.

På bunden kom Tivoli kom ud af perioden med et underskud før skat på 65,8 mio. kr. - en forbedring fra minus 74,6 mio. kr. i første kvartal af 2017.

Tivoli-aktien faldt 0,9 pct. til 666 kr.

For SP Group bød første kvartal på en omsætning på 472,9 mio. kr. mod 476,8 mio. kr. samme periode sidste år. Periodens resultat endte på 39,2 mio. kr. mod 38,4 mio. kr. i første kvartal af 2017

Selskabet forklarede, at det især skyldtes markedsudfordringer, valutamodstand og en tidlig påske. SP Group holdt fast i forventningerne til året, der lyder på en omsætning på 2 mia. kr. og et resultat før skat og minoriteter på 200 mio. kr.

Aktien i plastikkoncernen faldt 4,7 pct. til 1125 kr.

I den grønne del af C25 lå smykkeselskabet Pandora, der fik løftet kursmålet af det svenske finanshus Carnegie. Kursmålet lyder nu på 700 kr. mod tidligere 660 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Pandora-aktien steg 0,5 pct. til 694,80 kr.

/ritzau/FINANS