Mandagens aktier: Novo topper fladt C25 og SAS er under fortsat pres

Med udsigt til en regnskabstravl uge er der mandag tale om stilhed før storm, hvor nye anbefalinger fra finanshusene yder det største bidrag til C25-relevante nyheder, som påvirker blandt andet Novo Nordisk positivt.

Uden for eliteindekset er der fortsat turbulens om strejkeramte SAS, der tilføjes nye kursfald.

Generelt ligger C25-indekset tæt på neutral med et marginalt minus til 1153,96 eller med 0,2 pct. forhold til lukkeniveauet fredag.

»Vi går en travl uge i møde, men i dag er det kun små selskaber, der kommer med regnskab. Men så kommer nogle af de store i de kommende dage - Novo, Danske Bank, Carlsberg, Ørsted, DSV, GN - så jeg tror, at man er i venteposition,« mener Nikolaj Holmsgaard, som er ansvarlig for aktiehandel i ABG Sundal Collier.

»Og volumenerne er heller ikke specielt høje i dag,« tilføjer han.

I toppen af C25 ligger ved middagstid mandag Pandora med et plus på 1,6 pct. til 287,60 kr. Det sker uden selskabsspecifikt nyt.

ANALYTIKERNE RYKKER

I bunden af C25 falder Mærsk-aktierne 1,7 pct. til 8745 kr. for B-aktiens vedkommende. Svenske Handelsbanken har sænket anbefalingen af Mærsk helt ned til »sælg« fra tidligere »køb.« I øvrigt har konkurrenten Orient Overseas Container Line (OOCL) leveret regnskab for sit første kvartal med en omsætningsvækst på 5,9 pct. på årsbasis til 1460 mio. dollar.

Novo stiger 1,2 pct. til 331,55 kr., og her spiller det ifølge Nikolaj Holmsgaard ind, at medicinalselskabet har fået hævet anbefalingen til outperform fra tidligere neutral af Credit Suisse. Samtidig har bankens analytikere sat kursmålet op med 50 kr., så det nu er på 360 kr.

Tryg har fået hævet kursmålet til 140 kr. fra 132 kr. af HSBC. Men det britiske børshus anbefaler fortsat reducer af aktien, som falder 0,9 pct. til 203,40 kr.

Omvendt har Jyske Bank sænket både anbefalingen og kursmålet for aktien i høreapparatselskabet Demant. Anbefalingen lyder nu på »hold« mod tidligere »køb,« mens kursmålet er skåret til 220 kr. fra 235 kr., viser data fra Bloomberg News.

Demant-aktien stiger 0,4 pct. til 201,60 kr.

Danske Bank har løftet kursmålet for Vestas-aktien med 65 kr. til 700 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Vindmølleaktien falder 0,3 pct. til 606,80 kr.

Danske Bank har også hævet kursmålet for aktien i energikoncernen Ørsted med 30 kr. til 505 kr., men aktien falder 1,2 pct. til 502,40 kr.

TURBULENS OM SAS

Uden for eliteindekset indtager SAS igen hovedrollen på grund af strejken blandt piloterne, der koster aflysning af 1213 flyvninger mandag og tirsdag.

På den ene side risikerer selskabet at sætte hele årets overskud over styr på få dages strejke. Omvendt vil selskabet på ganske kort tid sandsynligvis få røde tal på bundlinjen, hvis det giver efter for de strejkende piloters krav, vurderer aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen.

»Med de nye aflysninger, så er vi oppe på fem dage uden fly i luften. Og hvis det koster mellem 60 og 80 millioner svenske kroner om dagen, så er vi allerede oppe på et anseligt trecifret millionbeløb, det har kostet SAS.«

»Inden strejken brød ud, havde jeg en forventning om, at SAS i 2019 ville tjene omkring 1,2 milliarder svenske kroner før skat. Så hvis strejken varer i omtrent 14 dage, så er det overskud vekslet til underskud,« siger han til Ritzau.

Strejken begyndte fredag, hvor aktien dykkede 4,6 pct. Mandag falder den yderligere 2,8 pct. til 12,65 kr.

Mandag kommer der blot regnskaber fra mindre selskaber som NTR og Smallcap Danmark.

/ritzau/FINANS