Mandagens aktier: Novo steg til tops mens C20 begrænsede faldet

Novo Nordisk-aktien fik mandag et comeback i toppen af C20 Cap, mens den sure stemning fra morgenstunden så småt forduftede sidst på eftermiddagen.

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Den tunge Novo-aktie begyndte ellers dagen i bunden af indekset med et fald på 1,5 pct., men sidst på dagen blev aktien handlet helt til tops med en stigning på 0,8 pct. til 272,60 kr.

Novo Nordisk fik mandag eftermiddag hævet sin anbefaling til "køb" fra "sælg" af finanshuset Mirabaud Securities, mens kursmålet nu lyder på 307 kr. Det seneste kursmål, som er opført i Bloombergs data var på 320 kr.

Tidligere på dagen havde Credit Suisse reduceret kursmålet til 305 kr. fra 380 kr., mens anbefalingen "neutral" blev gentaget.

Trods den forbedrede stemning lukkede C20 Cap-indekset med et fald på 0,1 pct. til 1012,28. Ved lukketid lå halvdelen af aktierne dog i grønt territorium. Ved åbningen var alle aktier i minus.

BANKER STEG

Blandt de stigende aktier var bankerne, hvoraf Danske Bank lukkede bedst med en fremgang på 0,3 pct. til 292,50 kr.

Nordea fulgte med en stigning på 0,2 pct. til 68,85 kr., og Jyske Bank gik ligeledes frem med 0,2 pct. til 327,20 kr.

Danske Bank kunne sole sig i et løftet kursmål hos Mediobanca. Det lyder nu på 176 kr. mod tidligere 169 kr., mens anbefalingen "underperform" ifølge Bloomberg blev fastholdt. Mediobanca havde også kigget på Nordea-aktien og løftede kursmålet til 59,77 kr. fra 56,02 kr. Anbefalingen "underperform" blev fastholdt.

Samtidig var der generelt en god stemning omkring de europæiske bankaktier, der var blandt de få sektorer, der samlet set kunne notere en lille fremgang, mens de fleste andre så rødt.

A.P. Møller-Mærsk endte ugens første dag med et fald på 1,1 pct. til 9695 kr. i B-aktiens tilfælde. Mærsk har ellers fået løftet kursmålet hos JPMorgan med 750 kr. til 10.750 kr.

Carlsberg var også i fokus, da bryggeriets vietnamesiske partner, Habeco, ifølge meldinger i lokale medier er interesseret i at kunne få nye partnere ind i butikken. Det kræver en genforhandling af aftalen mellem Carlsberg og Habeco.

Carlsberg fik i øvrigt sænket sit kursmål hos Jefferies til 600 kr. fra 660 kr. Bryggerikoncernens aktie faldt 0,2 pct. til 612,50 kr.

BUNDREKORD FOR NETS

Nets har langt fra fået en drømmenotering på fondsbørsen. Bunden er gået ud af aktien, og nu møder selskabets ejere kritik for, at de gennem de støtteopkøb, som Deutsche Bank har lavet, ifølge mediet Finans har sikret sig en fortjeneste på 80 mio. kr.

Mandag bød på en bundrekord for aktien, der faldt med 0,9 pct. til 127,30 kr. Selskabet gik i september på børsen til kurs 150 kr.

Greentech Energy Systems, der ejer solcelle- og vindmølleparker i fem lande i Europa, måtte se produktionen dykke til 20,3 gigawatt-timer (GWh) i september. Det var 11 pct. lavere end september 2015, hvor der var en produktion på 22,7 GWh, fortæller selskabet, hvis aktie dog endte fladt på 8,50 kr.

Copenhagen Network er kommet til at udbetale flere penge i udbytte til aktionærerne, end der var på kistebunden. Derfor vil selskabet nu forsøge at hente pengene tilbage, hedder det i en fondsbørsmeddelelse fra i weekenden. Aktien faldt med 8,5 pct. til 0,13 kr.