Mandagens aktier: Novo fortsætter højere og trækker C25 med op

Novo Nordisk fortsætter op fra børsåbningen herhjemme mandag oven på fredagens vigtige godkendelse i USA af selskabets diabetespille oral Semaglutid, som nu vil blive ført på markedet under navnet Rybelsus.

Efter fem minutters handel er der en nogenlunde ligelige fordeling mellem stigende og faldende aktier i C25, men plusset til sværvægteren Novo Nordisk trækker indekset op med 0,2 pct. til 1152,28.

Novo Nordisk gik fredag på weekend med den vigtige godkendelse af Rybelsus, der bliver det første GLP-1-middel i pilleform på markedet i USA, hvor de øvrige GLP-1-midler, herunder Victoza og Ozempic, kommer i injektionsform.

Senioranalytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen ser gode muligheder for, at Rybelsus bliver Novos bedst sælgende middel ude i fremtiden.

»Det her har et kæmpe potentiale og kan blive det bedst sælgende middel for Novo Nordisk. Det er et middel med nogle særdeles attraktive egenskaber på et marked, som er kæmpe stort,« siger han.

Selskab Kurs Ændr. %

KURSMÅL FOR NOVO LØFTET

Finanshuset Pareto har efter godkendelsen, som analytikerne på forhånd var næsten sikre på ville komme, løftet kursmålet for Novo-aktien til 400 kr. fra 375 kr. Også DNB og Nordea har løftet kursmålene for Novo en smule.

Novo-aktien stiger fra start mandag med 1,7 pct. til 364,60 kr. efter et plus fredag på 2,6 pct.

Der var fredag også nyt fra GN, der kunne fortælle, at GN Hearing med øjeblikkelig virkning siger farvel til Jakob Gudbrand, der træder tilbage som topchef af personlige og familiære grunde.

Han erstattes af Gitte Pugholm Aabo, som er bestyrelsesmedlem hos GN, fremgik det af meddelelsen.

GN-aktien faldt fredag 2,1 pct. , og mandag er den startet i 279,80 kr. - efter et fald på 0,2 pct.

Der er mandag analysenyt om Danske Bank, idet Morgan Stanley har skåret næsten en fjerdedel af sit kursmål for aktien, så der nu sigtes efter 109 kr. mod tidligere 143 kr. Det rapporterer Reuters.

Selskab Kurs Ændr. %

Anbefalingen er stadig »ligevægt« ifølge de seneste data fra Bloomberg News.

Amerikanske Citigroup har i øvrigt sænket sit kursmål for aktien i Sydbank til 117 kr. fra 128 kr. - ligeledes ifølge Reuters.

Danske Bank falder 1 pct. til 97,04, mens Sydbank ligger 1,3 pct. lavere i 114,90. Sydbank steg fredag hele 11,2 pct., efter at konkurrenten Jyske Bank varslede negative renter til private kunder med et indlån større end 750.000 kr.

Jyske Bank er mandag i øvrigt åbnet 0,2 pct. højere i 219 kr. efter en stigning fredag på 5,3 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

REJSEKAOS EFTER GIGANTS KOLLAPS

SAS kan sammen med andre selskaber i luftfarts- og rejsebranchen også få del i opmærksomheden mandag, efter at det store britiske rejseselskab Thomas Cook natten til mandag er gået i betalingsstandsning med omgående virkning.

Det betyder, at alle Thomas Cook-fly er aflyst. Thomas Cook, som i Danmark ejer Spies, har aktuelt omkring 600.000 rejsende fordelt på destinationer over hele kloden.

Selskab Kurs Ændr. %

Ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, er det en gigant på rejsemarkedet, der falder.

»Det efterlader et stort kaos og en turbulent situation for alle de rejsende og gæster, som befinder sig på destinationer rundt om i verden. Det her kommer til at give nogle alvorlige dønninger på rejsemarkedet på den korte bane, men på længere sigt er det en stor spiller, der falder,« siger han til Ritzau.

SAS-aktien har indledt ugen med et fald på 2,1 pct. til 9,14 kr.

/ritzau/FINANS