Mandagens aktier: Mærsk, DONG og bankerne trak eliteindeks ned

Det danske aktiemarked startede ugen med et fald i C20 Cap-indekset på 0,6 pct. til 1036,00 trukket ned af bankerne, DONG og Mærsk-aktierne.

Foto: Erik Refner

Indekset startede ellers dagen med at stige til niveauet 1046,73, men stemningen vendte i løbet af formiddagen i takt med en negativ drejning i resten af Europa.

- Vi har fulgt Europa, som også startede i plus, og som nu også er i minus. Så det er en europæisk tendens, som vi ser smitte lidt af, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til Ritzau Finans.

BANKER I BUNDEN

På børserne i Europa havde specielt bankaktierne det svært, og det var også et billede, der gjorde sig gældende herhjemme, hvor Jyske Bank med et fald på 2,5 pct. til 328,90 endte som den mest faldende aktie i C20.

Danske Bank klarede sig ligeledes skidt med et fald på 1,3 pct. til 217,30 kr., mens Nordea blandt sidepapirerne endte 3,1 pct. lavere i 77,20 kr. Handelsbanken sænkede anbefalingen af Nordeas aktie til "reducer", mens Credit Suisse nævnte både Nordea og Danske Bank som nogle af sine favoritaktier i sektoren.

DONG SÆNKET AF ANALYSE

I bundregionen af C20 fandtes også Dong Energy med et fald på 2,0 pct. til 260,70 kr. Aktien var presset af en analyse fra RBC Capital Markets, der sænkede anbefalingen af den til "market-perform" fra "outperform." Kursmålet blev endvidere barberet til 280 kr. fra tidligere 300 kr.

Mærsk-aktierne startede dagen med stigninger, efter at det amerikanske finanshus Jefferies hævede kursmålet for Mærsk B til 13.750 kr. fra tidligere 11.750 kr., men i løbet af dagen vendte aktien til minus og lukkede 1,6 pct. lavere i 11.980. Inden da havde Maersk Oil annonceret, at det skærer 160 stillinger og rykker alt relateret til selskabets danske olie- og gasproduktion til Esbjerg.

NETS TRODSEDE FALD

Der var dog også en håndfuld C20-aktier i plus. Bedst gik det for Nets, der steg 0,6 pct. til 120 kr., efter at den aktie er kommet lidt skidt fra start i 2017. Vestas lukkede desuden 0,3 pct. højere i 471,80 kr. og byggede dermed videre på stigningen fra fredag, da selskabet kom med godt nyt til investorerne.

- Vestas er stadigvæk meget i fokus, efter at det fredag opjusterede forventningerne til pengestrømmene. Der er selvfølgelig fokus på, om det kan betyde, at selskabet forøger sit aktietilbagekøb for 2017, som vi forventer, at det nok kan, siger Mads Zink.

MULIGHED FOR ØGEDE AKTIETILBAGEKØB

Danske Bank ser nu et potentiale for, at Vestas kan gennemføre et aktietilbagekøb i 2017 på 800-1000 mio. euro og indregner forsigtigt 800 mio. euro i sine estimater, hvilket er en fordobling i forhold til 2016.

Genmabs aktie formåede ikke at løfte sig på nyheden fra sent fredag om, at det har nået den første milepæl for salgsvolumen i samarbejdet med Janssen om kræftmidlet Darzalex. Det udløser en betaling til selskabet på 25 mio. dollar. Det var imidlertid ikke en nyhed, der var uventet, og aktien faldt 0,8 pct. til 1290 kr.