Mandagens aktier: Jagten på nye højder fortsætter

 

Med en pæn fremgang i C20-indekset blev det mandag til endnu en C20-rekord, og eliteindekset lukkede 0,4 pct. højere i 507,73. Danske Bank var største bidragsyder til indeksets stigning, mens A.P. Møller - Mærsk satte sig en anelse.

 

Danske Bank lukkede 0,7 pct. højere i kurs 237, mens Nordea steg 1,7 pct. til lukkekurs 90,5. Den europæiske banksektor oplevede mandag pæne stigninger, efter at kampen om ABN Amro fortsatte. Konsortiet ledet af Royal Bank of Scotland øgede sit opkøbstilbud til ABN Amro-aktionærerne. Nordea aflægger halvårsregnskab på torsdag.

 

I C20-regi lå forsikringsaktierne øverst på topscorerlisten. Topdanmark fik en fremgang på 2,8 pct. til kurs 934, mens Trygvesta steg 2,7 pct. til lukkekurs 437,5.

 

A.P. Møller - Mærsks B-aktie tabte 0,8 pct. til lukkekurs 73.100. Det sker efter flere dages rekordjagt. Den A.P. Møller - Mærsks ejede olieterminalen, der benyttes til al-Shaheen-feltet i Qatar, er lukket på grund af dårligt vejr i Den Persiske Golf. A.P. Møller - Mærsk er på jagt efter en eller flere supertankere, som selskabet kan leje i op til otte år. Skibene skal benyttes til at lagre olie fra feltet al-Shaheen i Qatar af hensyn til udviklingen i oliepriserne.

 

Investorerne i transportkoncernen DSV har sat næsen op efter en opjustering i forbindelse med DSV's halvårsregnskab om tre uger. Det mener Nordea, der også ser et stort potentiale i aktien fremadrettet. DSV sluttede 1 pct. højere i kurs 122.

 

- Vi ser i DSV en yderst stærk vækstaktie og vurderer, at investorerne begynder at sætte næsen op efter en opjustering i forbindelse med halvårsregnskabet om tre uger. Vi er klart positive på aktien på både kort og lang sigt, skrev Nordea Markets.

 

Novo Nordisk, som lukkede uændret i kurs 595, fik sænket sin anbefaling hos JP Morgan. Det amerikanske finanshus sænkede sin anbefaling på til "neutral" fra "overvægt". Kursmålet blev dog hævet til 614 fra 580.

 

NKT sluttede 2,0 pct. højere kurs 605, efter at NKT Cables deltager i en stor ordre på køreledninger til Kina til et samlet beløb af 45 mio. euro (330 mio. kr.). Ordren betyder, at NKT Cables i et joint venture med kinesiske Daqo Group etablerer en produktionsenhed til køreledningsmateriel i Kina.

 

Ordren kinesiske køreledninger skaber oprigtig glæde hos ledelsen herhjemme, for der er tale om et forretningsområde, hvor indtjeningen er rigtig god.

 

- Det her er et forretningsområde, som vi aldrig har pralet så meget med. Det hænger også sammen med, at det er ret attraktivt, siger administrerende direktør hos NKT, Thomas Hofman-Bang, til RB-Børsen.

 

Islandske Baugur meddelte, at selskabet har øget sin andel af aktiekapitalen i Nordicom til 32,9 pct. fra ca. 25 pct. I fredagens sene handel skiftede en stor Nordicom-aktiepost hænder, hvilket skete til kurs 1000. Postens størrelse svarede til Baugurs indkøbte post. Nordicom lukkede uændret i kurs 950.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )