Mandagens aktier: GN topper lysegrønt C25 efter løftet anbefaling

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

De danske aktier er startet i let positivt terræn mandag, hvor en stribe analyseændringer er med til at påvirke blandt andet Pandora, FLSmidth og GN.

Efter knap ti minutters handel stiger C25-indekset med 0,3 pct. til 1250,50 - efter et plus på knap 0,1 pct. fredag.

I USA faldt aktierne fredag aften tilbage efter en svag arbejdsmarkedsrapport for december, men tilbagefaldet opvejes mandag af tilsvarende stigninger i futures.

Analyseændringer fylder i nyhedsbilledet

På selskabssiden er der opmærksomhed til en stribe selskaber efter ændrede kursmål og anbefalinger.

Det gælder blandt andet Pandora, der har fået løftet sit kursmål til 260 kr. fra 225 kr. hos canadiske RBC. Banken har dog fortsat den negative anbefaling »underperform«, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Smykkeaktien falder mandag morgen 0,1 pct. til 344,90 kr. efter også at have taget et lille fald fredag.

Det fulgte dog syv handelsdage på stribe med fremgang - og et samlet kursplus i den periode på godt 20 pct. efter aflæggelsen af overraskende foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal.

For ingeniørkoncernen FLSmidth er det gået den anden vej hos den amerikanske storbank Goldman Sachs, der har sænket sit kursmål til 340 kr. fra 360 kr. Her er anbefalingen fortsat »køb«.

Samtidig har FLSmidth oplyst, at selskabet har ansat en ny direktør for sin Mining-division, der kommer fra konkurrenten Metso. Der er tale om finske Mikko Keto, der tiltræder i juli, fordi Manfred Schaffer, der lige nu bestrider stillingen, går på pension i løbet af i år.

FLSmidth stiger fra start med 0,1 pct. til 264,30 kr.

GN har fået løftet sin anbefaling hos Bank of America - Merrill Lynch, der har skruet op til »neutral« fra »underperform«. Kursmålet er sat til 326 kr. mod tidligere 243 kr., fremgår det af Bloomberg News.

GN er startet 2,1 pct. højere i 326,30 kr. og er dermed helt i front for C25.

Novozymes, der falder med 0,3 pct. til 321,10 kr., har fået løftet sit kursmål hos Bernstein til 410 kr. fra 390 kr.

Her er anbefalingen fortsat »outperform«, viser data fra Bloomberg News.

Blandt sidepapirerne har NKT i øvrigt fået løftet sit kursmål hos Goldman Sachs til 136 kr. fra 104 kr., og anbefalingen »neutral« står ved magt.

NKT stiger mandag morgen med 0,4 pct. til 159,40 kr.

Chemometec-GF stemmer om ekstraordinært udbytte

For folk med hang til Chemometec-aktier er mandag også en interessant dag, idet selskabet afholder ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal stemmes om et større ekstraordinært udbytte fra Chemometecs salg af egne aktier i starten af november.

Det er helt konkret et ekstraordinært udbytte på 13 kr. per aktie, der skal stemmes om.

Retten til udbyttet vil - hvis det stemmes igennem - fragå aktien i tirsdagens handel, og dermed skal investorerne inden da positionere sig.

Den ekstraordinære generalforsamling indledes ved børsens åbning mandag.

Chemometec-aktien stiger mandag morgen 2,4 pct. til 232,50 kr.

Københavns Lufthavne (KBHL) præsenterer i øvrigt mandag trafiktal for lufthavnen i Kastrup i december, efter at passagertallet i november gik 2,1 pct. tilbage.

KBHL-aktien falder fra start 0,4 pct. til 5700 kr.

/ritzau/FINANS