Mandagens aktier: GN og DSV tog fortroppen på dag med lav aktivitet

Foto: Niels Ahlmann Olesen

Der var mandag en positiv stemning på det danske aktiemarked, hvor eliteindekset, C25, indledte ugen med en stigning på 0,7 pct. til indeks 1141,7.

Som følge af helligdag i USA, hvor markedet fejrede labor day, var aktiviteten på finansmarkederne dog lavere end normalt - også herhjemme.

Carlsberg nød godt af, at analytikerne hos Goldman Sachs løftede kursmålet for bryggeri-aktien med 15 pct. til 920 kr., mens anbefalingen "sælg" blev gentaget.

Carlsberg steg 1 pct. til 1011 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Endvidere kunne DSV kunne også sole sig lidt i fredagens opjustering i forbindelse med den kvartalsvise justering af aktiernes vægtning i det hjemlige KAX Cap-indeks, der omfatter samtlige aktier på fondsbørsen i København.

DSV steg med 2,5 pct. til 689 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Med i toppen af eliteindekset lå GN uden selskabsspecifikke nyheder. Aktien steg med 3,4 pct. til 293,70 kr. I bunden endte de to bankaktier i indekset, Danske Bank og Jyske Bank, med fald på henholdsvis 1,4 pct. til 88 kr. og 1,5 pct. til 187,50 kr.

Også Genmab var under kærlig analytikerbehandling mandag, hvor Deutsche Bank løftede kursmålet for aktien i biotekselskabet til 1480 kr. fra 1275 kr. med en fortsat købsanbefaling, viste data fra Bloomberg News.

Genmab-aktien steg 0,7 pct. til 1394,50 kr.

Vestas kunne mandag fortælle om en ordre på 60 megawatt til to finske projekter, der etableres uden direkte finansiel støtte. Med i aftalen følger en 30-årig serviceaftale af typen AOM 5000 - den mest omfattende i Vestas' servicekatalog.

Det fik dog ikke aktien til at røre på sig, og den endte med at falde med 0,1 pct. til 497,90 kr. mandag.

Selskab Kurs Ændr. %

På obligationsmarkedet endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation mandag uændret i forhold til morgenens niveau - nemlig i minus 0,67 pct. Det var 2 basispoint mere end fredag. I løbet af mandag snusede renten til minus 0,65 pct.

Fredag var det blandt andet skuffende nøgletal fra USA, der var med til at skubbe renterne ned.

I nøgletalskalenderen var der mandag ingen større begivenheder at forholde sig til. Men der kom dog tal på den endelige PMI-opgørelse for industrisektoren i Tyskland, som endte i 43,5 - lidt lavere end den foreløbige opgørelse på 43,6, mens tallet for eurozonen i august landede på ventede 47.

I løbet af ugen offentliggøres derimod en række vigtige nøgletal. Særligt de amerikanske nøgletal i form af ISM-indekset og arbejdsmarkedsrapporten vil ifølge Handelsbanken tage fokus.

Tirsdag offentliggøres ISM-indeks for fremstillingssektoren, som ventes at lande på 50 i august ifølge Bloomberg News, mens tallet for antallet af skabte job udenfor landbruget i august, der offentliggøres fredag, ventes at være på 158.000 job mod 164.000 måneden før.