Mandagens aktier: DSV og Mærsk løftet af handelsoptimisme i grønt C25

De danske aktier fortsatte mandag de gode takter fra sidste uge, og dermed er C25-indekset nu steget hele 13 ud af de seneste 16 handelsdage.

Det var særligt nyheden om, at USA og Kina nærmer sig hinanden i forhold til en handelsaftale, der skabte optimisme. Det smittede positivt af på markedet som helhed - og i særdeleshed på aktier som DSV og Mærsk.

Blandt sidepapirerne blev Nordea sendt ned af en finsk tv-stations rygter om bankens involvering i en hvidvasksag.

LØFT TIL CYKLISK AKTIER

Topscoreren i C25-indekset blev DSV, og eliteindekset steg samlet set med 0,6 pct. til 1111,15.

Mandagens optimisme havde krog i skriverier hos Wall Street Journal, der mener at vide, at regeringen i Beijing vil sænke takster og restriktioner på blandt andet amerikanske landbrugsprodukter, kemikalier og biler, mens USA overvejer at fjerne de fleste - måske samtlige - sanktioner mod kinesiske produkter, der blev indført sidste år.

Dermed kan verdenshandlen i bedste fald få et løft til gavn for blandt andet transportselskaberne.

»Det ser ganske lyst ud på forlydender om en mulig aftale mellem USA og Kina, og vi har fået en dato - den 27. marts - hvor Kina og USA skal mødes,« siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

»Det kan løfte Mærsk og cykliske aktier, men vi tipper en bredt funderet fremgang på det danske marked i lighed med, hvad vi venter i Europa,« påpeger han.

Mærsks B-aktie, der tidligere har ladet sig påvirke meget af handelskonflikten, steg med 1,4 pct. til 8818 kr. mandag.

CARLSBERG SENDT I REKORD

Et af de selskaber, der også er dybt afhængigt af en god balance i verdenshandlen, er DSV, der steg med 1,9 pct. til 559,60 kr.

Aktien var endda trukket lidt i den anden retning af, at svenske Handelsbanken har sænket sin anbefaling af aktien til »reducer« fra »akkumuler«, mens kursmålet er skåret til 540 kr. fra 590 kr.

Generelt var der rigeligt fra analysefronten at forholde sig til mandag, hvor der også var en stribe andre ændringer ude.

Investeringsbanken RBC Capital Markets har kigget Carlsberg efter i sømmene og har givet både anbefalingen af aktien og kursmålet et nøk op.

Kursmålet løftes med 90 kr. til 860 kr., mens anbefalingen nu er "outperform", fremgår det af data fra Bloomberg News. Tidligere var anbefalingen »sector perform«.

Carlsberg-aktien steg 1 pct. til 812,60 kr. og endte dermed i rekord.

Genmab steg i øvrigt med 1,6 pct. til 1180 kr., efter at britiske HSBC har løftet sit kursmål for aktien til 910 kr. fra 820 kr. Anbefalingen er dog fortsat »reducer.«

Novozymes endte sidst i C25 med et fald på 1,1 pct. til 293,50 kr. Anbefalingen af enzymaktien er blevet sænket til "reducer" fra "hold" af Kepler Cheuvreux. Banken har desuden skåret kursmålet med en tier til 270 kr.

NOVO PRESSET AF AMERIKANSK RIVAL

Novo Nordisk-aktien faldt med 0,3 pct. til 324,70 kr.

Medicinalpapiret blev presset af nyheden om, at den amerikanske konkurrent Eli Lilly vil lancere en billigere version af det hurtigtvirkende insulin Humalog på det amerikanske marked.

Det vil ske til listepriser, der ligger 50 pct. under den nuværende pris på Humalog, oplyser Eli Lilly

NORDEA TRYKKET INDEN HVIDVASKPROGRAM

Nordea-aktien var i øvrigt under tungt pres, inden et tv-program hos finske YLE løber over skærmen mandag aften.

Programmet omhandlede et stort læk af informationer, der viser, at omtrent 700 millioner euro fra mistænkelige kilder er flyttet via Nordea, oplyste YLE mandag eftermiddag.

Nordea bakkede med 4,2 pct. til 57,38 kr.

Efter mere end 12 år i spidsen for rederiet DFDS stopper Niels Smedegaard som topchef ved udgangen af april for i stedet at hellige sig bestyrelsesarbejde.

Det bliver finansdirektør Torben Carlsen, der overtager roret i selskabet, blev det mandag oplyst.

DFDS-aktien steg 2,5 pct. til 305 kr.

Parken, Sanistål og United International Enterprises (UIE) præsenterede i øvrigt alle regnskabstal mandag. For de to sidstnævnte endte dagen med kursfald, mens Parken omvendt steg marginalt.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk