Mandagens aktier: Carlsberg blev klemt af knas hos rival

Det danske aktiemarked var præget af små fald i mandagens handel, og Carlsberg og Chr. Hansen var blandt de mest faldende eliteaktier.

Det toneangivende C25-indeks startede ugen med et fald på 0,4 pct. til 1164,57, hvilket flugtede med udviklingen på de fleste store børser i Europa.

- Der var lidt fald i amerikanske aktier i fredags, som har givet et efterslæb i Europa, men ellers er det fortsat et meget ferieramt marked, hvor der ikke skal så meget til at rykke kurserne, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank.

I bunden af indekset endte Carlsberg efter et lidt skuffende regnskab fra den hollandske rival Heineken.

Heineken kunne ellers fortælle om en organisk salgsvækst på 5,6 pct. i første halvår, som var bedre end de 4,6 pct., som analytikerne havde ventet.

Til gengæld nedjusterede bryggeriet forventningerne til hele året som følge af valutamodvind og udgifter til et opkøb i Brasilien og venter nu et fald i overskudsgraden på 0,2 pct.point mod en tidligere ventet fremgang på 0,25 pct.point. Carlsberg-aktien faldt 1,2 pct. til 775,40 kr.

- Det virker til at være selskabsspecifikt, og på den baggrund ser vi egentlig ikke, at det bør smitte af på Carlsberg, men alligevel får aktien lov at falde på det, siger Nikolaj Holmsgaard, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier.

REKORDRÆKKE BRUDT FOR AMBU-LARS

I bunden af indekset var også Chr. Hansen, der dykkede 1,7 pct. til 678 kr. uden nyheder fremme, mens medicokoncernen Ambu efter fire dage med aktierekorder på stribe faldt 0,4 pct. til 256,80 kr.

Ambu har tiltrukket investorernes interesse efter et interview med topchef Lars Marcher i Børsen i sidste uge, hvor han fortalte, at selskabet kan stå over for en tidobling af toplinjen frem mod 2025. Trods mandagens kursfald er aktien fortsat steget 130,9 pct. i år.

VESTAS VINDER ORDRE I SENEGAL

Vestas var derimod en positiv markør i C25-indekset, da vindmølleproducenten har vundet en ordre på 159 (MW) i Senegal. Aktien steg 1,1 pct. til 407,30 kr.

FLSmidth endte også i den øverste del af indekset, efter at branchekollegaen Caterpillar i sit regnskab for andet kvartal kunne melde om god investeringslyst i minesektoren, som også FLSmidth leverer udstyr til. Aktien lå i minus inden regnskabet, men endte 0,3 pct. højere i 412,90 kr.

- Caterpillar snakker om god efterspørgsel i minesektoren, og det hørte vi også fra konkurrenterne Metso og Outotec i sidste uge, siger Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

ISS var også i fokus, da serviceselskabet er på vej til at sælge det franske datterselskab ISS Hygiène et Prévention til franske Ortec Group. Divisionen har en årlig omsætning på omkring 120 mio. euro. ISS-aktien steg 0,6 pct. til 237,60 kr.

Biotekselskabet Onxeo, der udvikler medicin til forskellige kræftformer, kom fredag aften med halvårsregnskab, der viste et driftsunderskud på 7,6 mio. euro, hvilket var en forbedring fra 14,7 mio. euro året før. Onxeo-aktien faldt 0,9 pct. til 9,51 kr.

Medicokoncernen Chemometec fortsatte sin rejse mod nye højder i mandagens handel, hvor aktien steg 17,4 pct. til 81 kr. og dermed har lagt 208 pct. til kursen i årets løb.