Mærsks barnebarn på vej mod toppen - avis

 

Robert Mærsk Uggla , der er Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, har i al diskretion fået en toppost i A.P. Møller - Mærsk som landechef i Mellemøsten. Sammen med sin bror, Johan Pedersson Uggla , er Robert Mærsk Uggla i skarp ledertræning og fremtræder lige nu som Mærskfamiliens bedste bud på en Mærskarving i koncerntoppen. Det skriver Politiken onsdag.

 

Med et springavancement, der har gjort ham til en af de yngste landechefer i A.P. Møller - Mærsk, er Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn Robert Mærsk Uggla godt i gang med at bevise, at han er Mærskfamiliens bedste bud på en kommende kronprins. Og den måske eneste i familien, der har kvaliteter til at gå i Arnold Peter Møller og sønnen Mærsk Mc-Kinney Møllers fodspor.

 

Den 29-årige Robert Mærsk Uggla blev sammen med sin bror, Johan Pedersson Uggla , diskret sluset ind A.P. Møller - Mærsk for 3-4 år siden med henblik på at ruste dem til en rolle som kommende magthavere, og især Roberg Mærsk Uggla har haft fart på siden.

 

Robert Mærsk Uggla flyttede i april 2004 til Danmark og begyndte på A.P. Møller - Mærsks hovedkontor, hvor han blev placeret i linjeafdelingen. Den opgave løste han så godt, at han tidligere i år - og uden at Mærskfamilien følte trang til at fortælle offentligheden om det - tiltrådte en toppost i Mellemøsten. Som landechef for Maersk UAE i De Forenede Arabiske Emirater får Robert Mærsk Uggla nu mulighed for at bevise over for sig selv og familien, at han er gjort af det rette stof.

 

Kilder på og omkring Esplanaden bekræfter overfor Politiken, at Robert Mærsk Uggla har fået topposten som chef for over 200 ansatte i en usædvanlig ung alder. Hvis han holder stilen, vil han gradvis blive modnet til endnu større opgaver, inden han om nogle år måske kan træde ind i ledelsen af Danmarks største virksomhed. Det er i hvert fald, hvad Mærskfamilien selv håber og tror på. Internt på Esplanaden understreges det, at medlemmer af Mærskfamilien ikke får serveret topposterne på et sølvfad. Selv om stamtræet er i orden, skal der leveres resultater - også når det gælder Mærsk Mc-Kinney Møllers børnebørn, skriver Politiken.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )