Mærsk til tops i risikovilligt C20

Der er medvind til A.P. Møller-Mærsk fra handelsstart torsdag efter et anseligt hop i prisen på olie. Olieprisstigningen kommer, efter at Opec-landene onsdag aften blev enige om at trimme produktionen, og det har altså sendt olieprisen i vejret og medvirket til aktie- og rentestigninger i USA.

Mærsks B-aktie stiger torsdag morgen med 2,3 pct. til 9840,00 kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den tendens ser ud til at have smittet af på risikoappetitten på det danske aktiemarked.

C20 Cap-indekset indleder med et løft på 0,6 pct. til indeks 1027,26 torsdag morgen.

MÆRSK STIGER SAMMEN MED OLIEPRISEN

Det var en overraskelse for markederne, at det lykkedes Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, at enedes om at skære i produktionen. Enigheden kom på et uformelt møde i Algeriet.

Herefter steg prisen på en tønde Brent-olie sent onsdag med næsten 6 pct.

Mærsks B-aktie stiger torsdag morgen med 2,3 pct. til 9840,00 kr.

STOR AFSKEDIGELSESRUNDE I NOVO

Der er også fokus på Novo Nordisk efter en meddelelse om, at selskabet vil reducere medarbejderstaben med cirka 1000 ansatte ud af de 42.300 stillinger i virksomhedens globale organisation. Heraf skal 500 af stillingsreduktionerne findes i Danmark.

Medarbejderreduktionen er et af flere tiltag, der er iværksat for at reducere driftsomkostningerne som følge af den udfordrende konkurrencesituation, virksomheden står over for i 2017, navnlig i det store amerikanske marked, skriver koncernen.

- Jeg synes ikke, at det er overraskende, at Novo kigger på sine omkostninger oven på regnskabet fra andet kvartal, hvor det blev klart, at der er udfordringer på det amerikanske marked med udsigt til faldende priser næste år. Men jeg havde ikke forventet, at der ville være besparelser på medarbejdersiden allerede nu, siger Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Novos aktie falder med 0,2 pct. til 289,50 kr. i den indledende handel.

NKT SÆLGER AKTIVITETER I KINA

NKT har oplyst, at NKT's kabeldivision, NKT Cables, sælger sine aktiviteter i Kina til Srising Technology. Transaktionen udgør 14,3 mio. euro på gældsfri basis og er betinget af, at den bliver godkendt af de kinesiske myndigheder.

NKT-aktien løftes med 0,8 pct. til 428,00 kr.

FLERE JUSTERINGER FRA FINANSHUSE

Fra analytikerkorpset er der torsdag kommet et par nedjusterede anbefalinger.

GN Store Nord har fået skåret anbefalingen til "hold" fra "køb" hos Kepler Cheuvreux. Kursmålet er dog uændret 155 kr.

GN-aktien går 0,4 pct. tilbage til 145,60 kr.

Topdanmark har fået skåret anbefalingen hos Royal Bank of Canada til ?sector perform? fra tidligere ?outperform?, fremgår af Bloomberg News. Kursmålet for forsikringsaktien er samtidig sænket til 183 kr. fra 198 kr. Kursmålet svarer til købstilbuddet fra Sampo.

Topdanmark-aktien hæves med 0,3 pct. til 186,40 kr.

Blandt sidepapirerne er det også værd at bemærke, at IC Group udbetaler et udbytte på 5 kr. til aktionærerne. Aktien sætter sig med 1,5 pct. til 165,00 kr.