Mærsk stiger 5 pct. efter regnskab og Danske Bank-salg

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk stiger pænt trods et skuffende resultat for 2014.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk stiger pænt trods et skuffende resultat for 2014. Meddelelsen om et salg af ejerandelen i Danske Bank med mulig overtagelse af A.P. Møller-Mærsk Holding samt udlodning af ekstraordinært udbytte fra salget er måske forklaringen.

B-aktien stiger knap 5 pct. til 14.630 kr. efter fem minutters handel onsdag, og A-aktierne stryger til vejrs med en stigning på godt 4 pct. til 14.160 kr. Begge er helt i front i C20.

A.P. Møller-Mærsk kom værre ud af 2014, end analytikerne havde forudset, målt på bundlinjen - nettoresultatet efter minoriteter.

Konglomeratet opnåede sidste år et nettoresultat efter minoriteter på 5015 mio. dollar. Ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans ventede analytikerne 5865 mio. dollar på den post sidste år.

Den store shipping- og oliekoncern omsatte for 47,6 mia. dollar mod 47,4 mia. dollar i 2013, mens analytikerne havde ventet 47,4 mia. dollar på toplinjen.

Containerrederiet Maersk Line, der er konglomeratets største forretningsenhed, fik et nettoresultat (NOPAT) på 2341 mio. dollar i 2014 - en fremgang fra 1510 mio. dollar i 2013.

Det hører dog også med til historien, at 2014's resultater er trukket ned af nedskrivninger på samlet 2704 mio. dollar, mens salget af en stor aktiepost i Dansk Supermarked samt andre frasalg bidrog positivt.

A.P.Møller har meddelt at man sælger aktierne i Danske Bank og A.P.Møller-Mærsk Holding har givet tilsagn om at købe 15 pct. og 2,02 pct. af beholdingen på 20,02 pct.

Aktionærerne i Mærsk gives mulighed for at købe deres forholdsmæssige andel af Danske Bank.