Mærsk rammer laveste kurs i otte uger

Det går let ned ad bakke på det danske aktiemarked torsdag formiddag. Stemningen fik ellers et løft, da den japanske centralbank torsdag morgen annoncerede aggressive lempelser af pengepolitikken.

B-aktien i Mærsk har kurs mod laveste niveau i otte uger, efter et fald på 1,7 pct. til 44.360 kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meldingen vendte et truende aktiefald i Tokyo og udløste ret store stigninger, der til en vis grad er smittet af i Europa, men ikke i København.

- Vi havde en relativt god dag i går, hvor vi kørte fra Europa, så det skal nok ses i det lys. Samtidig har vi nogle sværvægtere, der trækker den forkerte vej. Mærsk er nede med ca. halvanden pct., og også Novo Nordisk ligger lavere, siger aktiehandler i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

B-aktien i Mærsk har kurs mod laveste niveau i otte uger, efter et fald på 1,7 pct. til 44.360 kr.

Aktien er presset, efter den markant ratestigning på 600 dollar per 15. marts fra Asien til Europa er blevet eroderet. Årsagen er mindre volumenvækst end ventet, skriver Maersk Line i en kommentar til Ritzau Finans.

Ifølge kinesiske Shanghai Shipping Exchange steg spotraten på ruten med 424 dollar per tyvefodscontainer, teu, i ugen op til, for derefter at falde sammenlagt 283 dollar over de sidste to uger af marts.

- Vi oplevede en lavere volumen end ventet i de sidste uger af marts. Det tærede på vores rateløft, men vi mærkede stadig omkring en tredjedel af stigningen. Vi anser det som en succes, da marts normalt ikke er en højsæson, siger chef for Asien-Europa hos Maersk Line, Lars Mikael Jensen, i en udtalelse til Ritzau Finans.

Mærsk har annonceret en ny rateforhøjelse på 500 dollar pr. teu med virkning fra midten af april, og volumenudviklingen er ifølge Lars Mikael Jensen øget som ventet i denne måned og tegner lovende for, at prisstigningerne slår igennem.

Ud over Mærsk skiller også Chr. Hansen sig negativt ud. Aktien dykker 4,5 pct. til 206,3 kr., efter at Danske Bank har sænket sin anbefaling til "sælg". Det sker som konsekvens af, at aktien ifølge banken nu er for dyr efter en stigning på tæt ved 50 pct. over 12 måneder. Danske Banks kursmål for Chr. Hansen-aktien er 189 kr. - en god bid under markedskursen.

I alt ligger 14 af C20 Cap-indeksets medlemmer lavere ved 11.35-tiden. C20 Cap-indekset ligger 0,6 pct. nede i 577,01 - samme fald som den tungt vægtende Novo Nordisk-aktie, der handler til kurs 959,5 kr. Novos søsterselskab Novozymes ligger 1,1 pct. nede, selv om Carnegie har løftet sin anbefaling af aktien til "hold" fra "sælg".

I toppen af indekset stiger Carlsberg 0,8 pct. til 570,5 kr. Lige efter følger GN Store Nord med en stigning på 0,6 pct. til 107,5 kr. GN har præsenteret udvidelser af sin nye produktplatform Verso på en stor høreapparatmesse i Californien. Dermed bryder platformen ind i nye segmenter. Onsdag præsenterede konkurrenten Sonova ligeledes nye produkter, og torsdag er det William Demants tur. Qua den store tidsforskel til Californien, vil William Demants nyheder dog formentlig først blive annonceret efter børslukketid. William falder 1,2 pct. til 497,8 kr.

Lundbeck holder nullet og handler i 109,7 kr. Deutsche Bank har løftet sit kursmål for medicinalselskabet til 150 kr. fra 135 kr..

De forslåede, blå-gule Brøndby-aktie er slået kontra og stiger 8,6 pct. til 12,6 kr. Det sker efter et fald på 19 pct. onsdag, hvor selskabet annoncerede, at det er i akut pengenød og skal rejse mindst 60 mio. kr. inden udgangen af april. Det vil ske til en pris på bare 2 kr. pr. aktie, så de aktionærer, der ikke spytter i kassen, bliver kraftigt udvandet.

/ritzau/FINANS