Maersk Line hæver raterne Sydamerika-Europa (2. opd)

 

Maersk Line, der omfatter A.P. Møller - Mærsks containeraktiviteter, sætter raterne på fragt mellem Sydamerika og Europa samt mellem Asien og Sydafrika op.

 

På ruter mellem Sydamerika og Europa er ratestigningen på mindst 200 dollar pr teu, og den får effekt fra 1. februar. Rederiet oplyser, at stigningen er konsekvensen af rate-faldet i 2006. Maersk Line vurderer, at de nuværende rater ikke afspejler omkostningsstigningerne og har derfor en klar strategi om at få raterne tilbage på niveau. Ratestigningerne omfatter i denne omgang alt tørlast på ruten samt serviceaftaler, der er indgået individuelt med kunderne, og de kommer til at gælde på ruterne fra østkysten af Sydamerika til Europa.

 

På ruter mellem Asien og Sydafrika hæver Maersk Line raterne i tre omgange. Den første er på150 dollar pr teu den 1. april og samme beløb igen den 1. juli. Herefter følger 100 dollar pr teu den 1. oktober, og i perioden august-november vil der oveni blive lagt et højsæson-tillæg. Ratestigningerne kommer til at omfatte både Maersk Line og Safmarine. Argumentet her er, at der skal kompenseres for de seneste års kraftige stigning i omkostningerne.

 

Meddelelsen om ratestigningerne er blot den seneste af slagsen. Mærsk Line har tidligere annonceret rateforhøjelser på ruterne Nordamerika-Nordeuropa, Asien-Nordeuropa, Europa-Oceanien samt Asien-Vestafrika. Hertil kommer, at Far Eastern Freight Conference (FEFC), som Maersk Line er medlem af, også har annonceret højere rater på ruter mellem Asien og Europa

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )