Mærsk: Containerkapacitet øget med 14 pct. i 2006 - bureau (Opd)

 

Rederierne øgede kapaciteten for containere med 14 pct. i 2006, og det er den største stigning siden statistikken første gang blev indsamlet i 1999. Det viser materiale fra organisationen Containerisation International ifølge Bloomberg News. Ud over A.P. Møller - Mærsk, der er verdens største containerrederi, har 407 andre rederier deltaget i undersøgelsen.

 

Ses på Mærsk alene, så steg kapaciteten med 56 pct. efter købet af Royal P&O Nedlloyd tilbage i maj 2005. Mærsk-kapaciteten er herefter opgjort til 1,57 mio. containere ifølge Containerisation International. Til sammenligning er kapaciteten på verdens næststørste containerrederi, Mediterranean Shipping, øget med 32 pct. sidste år til 1,02 mio. containere.

 

Det anføres i øvrigt, at de europæiske rederier, herunder Mærsk, har øget kapaciteten mere end de asiatiske i det forgange år. Desuden har de europæiske rederier større skibe, og det største tilhører stadig Mærsk med en kapacitet på mindst 11.000 containere.

 

- Mængden af gods vil vokse i 2007, men kapaciteten vil vokse en smule hurtigere. Der er meget snak om, at det skubber raterne op. Ubalance i udbud og efterspørgsel gør det dog en smule tvivlsomt, siger Peter Hilton, der er analytiker ved Credit Suisse i Hong Kong.

 

En prognose fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser, at den globale handel vil vokse med 7,6 pct. i 2007.

 

Undersøgelsen fra Containerisation International viser, at kapaciteten fordeler sig således på de enkelte rederier:

 

- Mærsk Line: 1,57 mio. containere (+56 pct. i forhold til tiden inden købet af Royal P&O Nedlloyd)

 

- Mediterranean Shipping: 1,02 mio. containere (32 pct.)

 

- Hapaq-Lloyd 454.526 containere (+100 pct. efter købet af CP Ships i 2005)

 

- China Ocean Shippings containerenhed, Cosco Container Lines 390.354 containere (+26 pct. efter købet af Evergreen Marine Corp)

 

- China Shipping Container Lines 387.168 containere (+15 pct.)

 

- Evergreen 377.334 containere (+9 pct.)

 

- Neptune Orient Lines' containerenhed 342.461 containere (+5,9 pct.)

 

- Hanjin Shipping 337.378 containere (+8,7 pct.)

 

- Nipoon Yusen 283.109 containere (+11 pct.)

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )