Mærsk-aktie stryger til vejrs efter ny strategiplan

A.P. Møller-Mærsk er torsdag morgen klar med ny strategiplan, og det er blevet vel modtaget på aktiemarkedet, hvor aktiekursen stiger med godt tre procent.

Foto: Torben Christensen. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Nyheden om at A.P. Møller-Mærsk opdeler konglomeratet i to dele er blevet vel modtaget af investorerne. En halv time inde i torsdagens handel stiger selskabets B-aktie således med omkring tre pct.

Selskabet skriver i en fondsbørsmeddelelse, at opsplitningen vil sikre fokus på at fremme synergier og udvikling af nye produkter og services i transportenheden og samtidig »udvikle strukturelle løsninger« for oliedelen.

Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, forklarer over for Berlingske Business, at der er tre grunde til, at Mærsk-aktien stiger.

»For det første har opsplitningen været ventet længe. Det er ingen mirakelkur for en hurtig værdiskabelse, men spaltningen gør aktien mere spiselig for investorerne. For det andet har Mærsk har regulært kapituleret inden for olie og giver sig selv 24 måneder til at optimere sin værdi her. En høj oliepris giver en høj indtjening, mens en lav oliepris sætter indtjeningen markant under pres. Energisektoren er den del af Maersk med de største risici, og derfor tager investorerne godt imod den udmelding. For det tredje vil verden på lidt længere sigt bliver verden mere grøn end »sort«. Alene af den grund, og med tanke på CSR-forhold, tager investorerne godt imod udmeldingen,« forklarer Per Hansen.