Luxor/CEO: Sommerkrisen brugt til nye investeringer (Opd)

 

Sommerens krise på de finansielle markeder ramte investeringsselskabet Luxor hårdt på bundlinien, men krisen er samtidig brugt til at udnytte nye investeringsmuligheder.

 

- Vi har været nettoinvestor hen over sommeren. Vi har altid en liste med selskaber, som vi gerne vil have noget i eller noget mere i. Det betyder, at vi ligger og plukker, når kurserne kommer ned på de niveauer, siger administrerende direktør i Luxor, Svend Rolf Larsen, til RB-Børsen.

 

Luxor kører med skævt regnskabsår og klarede sig bedre end budgetteret i de første ni måneder af 2006/07. Det vundne blev dog hurtigt tabt, da det gik helt galt i den forgangne del af 4. kvartal, som dækker perioden juli-september. Selskabet måtte derfor nedjusterer forventningerne til hele 2007 kraftigt og venter nu et overskud før skat på 110-125 mio. kr. fra mod tidligere 275-295 mio. kr.

 

Tabet er en afledt effekt af subprime-krisen i USA, da Luxor ifølge direktøren ikke er direkte eksponeret i den type lån. Selskabet har heller ikke investeringer i strukturerede produkter, hvor nogle er dykket gevaldigt under krisen.

 

- Det er forventeligt, at resultatet svinger i den størrelsesorden i et selskab som vores, når man tager i betragtning af, at vi har en aktieportefølje på 1,6 mia. kr. Falder aktiemarkedet med 8-9 pct., så har vi de 120 mio. kr. af tabet. Hertil kommer, at vi har tabt lidt på obligationer og noget på valuta, forklarer Svend Rolf Larsen.

 

Han tilføjer, at obligationstabet især skyldes erhvervsobligationerne. På aktiesiden har Luxor ikke fået den store glæde af, at de danske aktier har rettet sig igen.

 

- Vi ligger meget lidt i danske aktier. Blandt vores tyve største investeringer er faktisk kun DSV og Topdanmark danske. Vi er især eksponeret i olie og gas-sektoren, hvor det går meget godt, og så i bank og finans, hvor det ikke er så godt i øjeblikket, siger Svend Rolf Larsen.

 

Luxors nye forventninger til hele regnskabsåret er yderst konservative. Ledelsen budgetterer nemlig med et nulresultat fra investeringerne i den måned, der er tilbage.

 

- Hvis alle markederne ligger flade resten af regnskabsåret, så får vi et overskud før skat på de 110-125 mio. kr., siger Svend Rolf Larsen.

 

Luxor arbejder efter en strategi om langsigtede investeringer, hvilket ifølge direktøren vil sige 24-36 måneder.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )