Lundbeck: Uvis fremtid for koncernens aktionærer - analytiker

 

Aktionærerne i Danmarks andenstørste medicinalkoncern - H. Lundbeck - går en usikker fremtid i møde for så vidt angår deres investering. For efter at udviklingen af det lovende søvnforstyrrelsesmiddel Gaboxadol blev opgivet tidligere i år, efterlod det Lundbeck uden oplagte muligheder for at fastholde positionen på markedet for centralnerve-sygdomme (CNS). Det vurderer Sydbanks Lundbeck-analytiker, Rune Majlund Dahl, over for RB-Børsen.

 

- Det helt store er: Hvad skal der ske? Snakker vi opkøb af virksomhed? Snakker vi opkøb af senfase-studier? Snakker vi fusion, eller satser man virkelig på Lu21004 (mod depression, red.) som den eneste hest, der skal tage over fra Lexapro, lyder kommentaren fra Rune Dahl.

 

Ved opgivelsen af Gaboxadol stod analytikerne da også i kø med kommentarer som "monster negativt" og "meget dårlige nyheder" samt nedjustering af kursmål og aktie-anbefalinger. Det efterlod Lundbeckkoncernen med en pipeline, som analytikerne betegner som "tynd" og "uden drivkraft".

 

Tomrummet i pipelinen kan fyldes ved hjælp af opkøb - enten af hele virksomheder eller stoffer i en sen udviklingsfase - men det koster og der er mange om buddet.

 

- Det er bestemt ikke billigt at køb op i det her marked. Da AstraZeneca købte Medimmune måtte de betale 53 pct. over børsværdien for at sikre sig selskabet. Det viser jo bare, at store medicinalselskaber er villige til at betale rigtig gode priser for lovende stoffer, siger Rune Dahl, der peger på sandsynligheden for, at et opkøb derfor kan have en negativ kurseffekt.

 

- De er ikke i den bedste forhandlingssituation. Det er meget få selskaber, der passer ind i Lundbecks ønskescenarie: En spiller, der allerede er etableret på det amerikanske marked og kan give den salgsstyrke, som Lundbeck gerne vil have i Nordamerika, og samtidig kunne udnytte Lundbecks egen salgsstyrke i Europa til at sælge det tilkøbte selskabs produkter, siger Rune Dahl og konstaterer, at det er meget, meget få selskaber, der opereres udelukkende i CNS og eksklusivt på det amerikanske marked.

 

Koncernchef, Claus Bræstrup, er klar over situationens alvor, efter at data fra forsøg med desmoteplase mod slagtilfælde i juni pegede på, at også dette projekt går i vasken. Dermed er der kun et par fase III-kandidater tilbage.

 

- Dermed er balancen i pipelinen tippet, lød det da fra Claus Bræstrup, der noterede, at hvis desmoteplase opgives, vil der være en overvægt af produkter i den tidlige - og meget usikre - udviklingsfase.

 

Fremtidsudsigterne kan betyde store forandringer for hele Lundbeck-koncernen, men intet er afgjort på nuværende tidspunkt.

 

- Man kan snakke fusion og opkøb af Lundbeck. Det er så spørgsmålet om, hvordan Lundbeckfonden stiller sig til at afgive noget af den suverænitet, den har, vurderer Rune Dahl. Han peger på Lundbeckfondens fundats, der går på, at fonden skal yde, hvad der er bedst for Lundbeck og Lundbecks aktionærer.

 

- Så fonden er ikke udelukket fra at mindske deres andel eller sælge hele Lundbeck. Men det er selvfølgelig ikke noget, der sker uden dialog, og Lundbeck-ledelsen tror fuldt og fast på, at de nok skal komme ud af den her krise, og at de nok skal klare det som selvstændigt selskab, siger Sydbanks analytiker.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )