Lundbeck næsten halvvejs i tilbagekøb

Medicinalkoncernen H. Lundbeck har siden 2005 købt egne aktier for 2,3 milliarder kroner - bemyndigelsen går foreløbig til at købe op for seks milliarder.

Aktietilbagekøbsprogrammet i H. Lundbeck fra august 2005 bemyndiger bestyrelsen til at opkøbe virksomhedens egne aktier for i alt seks milliarder kroner frem til udgangen af i år.

I en meddelelse til fondsbørsen skriver Lundbeck, at der i den seneste uge er opkøbt aktier for 11 millioner kroner, og det samlede tilbagekøb er lige nu nået op på 2.329.226.900 kroner.

Der er altså endnu et godt stykke vej til programmet er opfyldt. Kursen på Lundbeck-aktien steg onsdag 1,71 procent til kurs 163,25.