Lundbeck: Endnu en retssag undervejs

Medicinalkoncernen Lundbecks amerikanske samarbejdspartner, Forest Laboratories, står igen til at få brug for staben af juridiske eksperter til at sikre patenterne.

Denne gang er det retten til Alzheimers-midlet Namenda, der står for skud, idet Forest Laboratories har modtaget oplysninger om, at adskillige godkendelsesansøgninger fra generiske producenter er landet på bordet hos myndighederne.

- Selskabet har intentioner om at tage alle juridiske skridt for forsvare retten til patentet på Namenda, skriver Forest Laboratories. Namenda er dækket af patentrettigheden frem til april 2010 og retten kan blive forlænget til september 2013, hvis myndighederne accepterer den ansøgning, som for tiden er under behandling.

Namenda bidrog betydeligt til indtjeningen hos Forest Laboratories i det seneste regnskabskvartal, idet salget af Namenda øgedes med 24 pct. til 193 mio. dollar i USA.

Lundbeck har rettighederne til Namenda i Europa.