Lundbeck-aktien rykker: Er steget med 120 pct. under Kåre Schultz

Investorerne belønner onsdag morgen Lundbecks regnskab med at sende selskabet aktiekurs i vejret. Lundbeck-aktien ryger over toppen fra sidste uge, da aktien lukkede i kurs 278,5. En halv time efter børsens åbning bliver aktien handlet til kurs 286,3.

Foto: ERIK REFNER

Investorerne tager godt i mod den seneste opjustering fra Lundbeck-topchef Kåre Schultz og sender aktien op med omkring 3,5 pct. til kurs 286,3.

Lundbeck kunne onsdag morgen for anden gang på blot tre måneder opjustere sine forventninger, da farten i Valby-selskabet endnu gang viser sig at være bedre end forventet. Forventningerne hos analytikere var faktisk, at Lundbeck ville overgå sig selv, men opjusteringen er alligevel større, end selv de mest optimistiske iagttagere havde forestillet sig.

Derfor sværmer investorerne onsdag endnu engang om medicinalselskabet fra Valby. Siden det blev offentliggjort, at Kåre Schultz skulle overtage tøjlerne i Lundbeck i begyndelsen af maj sidste år, er selskabets aktie steget med omkring 120 pct.

At der igen er rift om Lundbeck-aktien skyldes dels, at medicinalselskabet har mere fart i salgsvognen, end selskabet selv havde forventet.

Lundbeck solgte i årets andet kvartal for knap 3,8 mia. kr., hvilket overgår de fleste analytikeres prognose. Det er især selskabets nøgleprodukter, som viser høj vækst og sælger for hele 2,9 mia. kr. i årets første halve år, hvilket er dobbelt så meget som den tilsvarende periode af 2015.

Den anden del af forklaringen på Lundbeck-aktiens succes er, at Kåre Schultz' forkromede spareplan, som blev fremlagt for et år siden, går over al forventning.

Lundbeck skriver helt konkret i sit regnskab, at spareprogrammet har barberet omkring 10 pct. af selskabets omkostninger. Samlet set skal planen skære tre milliarder kroner af Lundbecks omkostninger med fuld effekt i 2017.