London forsvarer titel som europas centrum i techindustrien

Der bliver investeret massivt i Londons techindustri, bl.a. i virtual-reality firmaet Improbable, der har fået en investering på 388 mio. pund svarende til 3293 mio. kr.  Fold sammen
Læs mere
Foto: HANNAH MCKAY

Kapitalfonde har i første halvår af 2017 investeret over 1,1 mia. pund, svarende til omkring 9,3 mia. kr., i techindustrien i London.

Det skriver The Independent.

Den britiske hovedstad overgår derved hele Europa inklusive Dublin, Paris og Amsterdam og har tiltrukket flere investeringer i samme periode, siden afstemningen om brexit. Antallet af investeringer overgår enhver anden halvårsperiode i det sidste årti.

Ifølge Londons borgmesters reklameagentur, London & Partners, er det især kapitalfonde, der investerer i de tidlige stadier af opstartsvirksomheder, der har investeret på det britiske marked. Et eksempel på disse virksomheder er blandt andet virtual-reality firmaet Improbable, der har fået en investering på 388 mio. pund svarende til 3293 mio. kr.

Konkurrencen fra blandt andet tech-hovedstaden for opstartsvirksomheder, Berlin, kan ikke bremse tiltrækningen til det britiske marked for private kapitalfonde, der havde dobbelt så mange investeringer som den tyske konkurrent.

»Den fundamentale styrke ved London som centrum for teknologi og forretning er ikke ændret, og vi har alt, hvad virksomheder har brug for for at være succesfulde: politiske planlæggere, finans, infrastruktur, og universiteter samt talent i verdensklasse,« siger administrerende direktør for London & Partners, Laura Citron, til The Independent.

Techvirksomheder i London har også været populære mål for udenlandske opkøb over det seneste år på grund af et fald af værdien af det britiske pund.

/ritzau/FINANS