Lille pil op på det amerikanske marked efter halvanden dags handelspause

Det amerikanske marked har været lukket i halvandet døgn pga. uafhængighedsdagen, men det er ikke gået ud over onsdagens marked. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

De amerikanske aktiemarkeder ser ud til at vende tilbage fra fejringen af uafhængighedsdagen med en lille pil op i de store indeks.

Onsdag står markedet, som senest lukkede mandag kl. 13 New York-tid, til at åbne med stigninger på op til 0,3 pct. i de tre toneangivende indeks: S&P 500, Dow Jones og Nasdaq. Særligt sidstnævnte ser ud til at være i fremgang efter ellers at have været igennem nogle svære uger, og både Apple, Facebook og Google-moderselskabet Alphabet stiger i formarkedet.

Markedet kan dog ende med at blive relativt afdæmpet, da der dels er ved at indfinde sig sommerstemning, og dels er lidt spænding forud for referatet fra seneste rentemøde i USA's centralbank, Federal Reserve. Det offentliggøres kl. 14 New York-tid, omtrent fire og en halv time efter børsåbningen.

Med til at lægge en dæmper på aktiehumøret er et fald i olieprisen onsdag efter meldinger om russisk modstand mod nye begrænsninger på olieproduktionen i Opec-landene. Også uroen omkring Nordkoreas missiltest bekymrer.

»De geopolitiske spændinger er fortsat en alvorlig trussel mod global stabilitet og økonomisk sundhed, og det kan handlerne ikke ignorere,« udtaler analytiker Naeem Aslam fra Think Markets til AFP.

På selskabsfronten er der også fokus på Vantiv, der har lanceret et bud på britiske Worldpay for 10 mia. dollar. Storbanken JPMorgan, der også var nævnt som en mulig køber af Worldpay, har afvist at gå ind i budkrigen.

/ritzau/FINANS