Lifecycle: Dansk biotek upåvirket af godkendelse - Danske Bank

 

Godt for Lifecycle Pharma, mindre væsentligt for dansk biotek. Sådan kan man, ifølge analytiker Martin Parkhøi fra Danske Bank, opsummere nyheden om, at den mindre danske biotek-virksomhed Lifecycle Pharma i dag fik deres første produktgodkendelse i USA, da kolesterolmidlet LCP-Fenochol strøg igennem nåleøjet. Dermed modsiger han Lifecycle Pharmas direktør, Flemming Ørnskov, der tidligere på dagen erklærede, at godkendelsen også betyder meget for dansk biotek som helhed, og kaldte det en "historisk milepæl". Men den køber Martin Parkhøi altså ikke uden forbehold.

 

- Det er en historisk milepæl ud fra den synsvinkel, at selskabet aldrig har haft et produkt på markedet før, men det er jo ikke en blockbuster, der skal ud og sælge for flere milliarder. Men det bliver et rigtigt godt produkt for Lifecycle, som jo er en lille biotekvirksomhed, forklarer han og opsummerer:

 

- Det er godt for Lifecycle, men det er ikke noget, der ændrer den danske biotek-verden.

 

Kolesterolmidlet vil blive markedsført af Sciele Pharma til alment praktiserende læger i USA fra udgangen af 2007.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )