Let amerikansk kursfremgang inden regnskabsdebut

Stemningen på Wall Street er positiv mandag, hvor de tre store indeks åbner med stigninger på en halv procent, inden Alcoa overtager scenen senere på dagen.

Læs mere
Fold sammen
Regnskabssæsonen skydes nemlig atter ind, når aluminiumsproducenten traditionen tro som den første fremviser tal for andet kvartal.

Kort efter børsåbning stiger de tre toneangivende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, alle tre med lidt under 0,5 pct.

Sidste uge sluttede også godt for Wall Street, der vendte tilbage efter fridagen 4. juli og fejrede lovende nøgletal for det amerikanske arbejdsmarked i juni. Det medførte stigninger på 1 pct. til alle tre af de store indeks.

Nu skifter fokus så småt til selskaberne, da først Alcoa og senere giganter som JP Morgan og Wells Fargo fremviser kvartalsregnskaber. Også Yum! Brands er på kalenderen denne uge, inden selskaber som Citigroup, Goldman Sachs, Johnson & Johnson og Coca-Cola indtager regnskabsscenen næste uge.

Alcoas tal afsløres dog først, efter markederne lukker mandag. Der ventes i snit et overskud før særlige poster på 6 cent per aktie i andet kvartal, på baggrund af en omsætning på 5,85 mia. dollar ifølge et estimat indsamlet af Factset. Sidste år var de poster i samme kvartal på stort set det samme: 6 cent per aktie og 5,86 mia. dollar.

Alcoa-aktien starter i øvrigt med en fremgang på 0,8 pct. til 7,87 dollar.

/ritzau/FINANS