Lego-familie ramt af dollar-øretæve

Den mindre kendte del af Lego-familien, Kirk Johansen, har fået en ordentlig mavepuster med selskabet Kirk Kapital. En høj dollar-kurs koster kassen for Lego-familien.

Foto: Palle Hedemann. Anders Kirk Johansen ejer sammen med sin mor, Gunhild Kirk Johansen, og sine to brødre Kirk Kapital. Her er Anders Kirk Johansen fotograferet på sit første gods Rohden mellem Vejle og Juelsminde. Han har nu købt endnu et gods til 31 mio. kr.  
Læs mere
Fold sammen

En valutalussing af de helt store har ramt Kirk Johansen-familien, der er en del af Lego-dynastiet.

Familieselskabet Kirk Kapital A/S har for 2014 landet et nettoresultat, der er over en kvart milliard lavere end i 2013. Det store fald skyldes primært dollarens optur.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Lego-familiens investeringsselskab fik et underskud på 26 mio. kr. mod et overskud på 228 mio. kr. i 2013. Selskabet har haft en regnskabsteknisk gevinst på blandt andet værdien af skibe og fly, som er opgjort i dollar, men en negativ effekt på driften, da Lego-familien har kurssikret sine dollar til en lavere kurs end den aktuelle.

Kirk Kapital-direktør, Bjarne Ammitzbøll erkender, at 2014 ikke har været et prangende år for selskabet, men familien investerer langsigtet og ikke bekymrer sig om udsving fra år til år, skriver medlem af Lego-familien, Anders Kirk Johansen, i en mail til Dagbladet Børsen.

»Det er altid spændende at se resultatet af det forgangne år i et årsregnskab, men som aktionærer har vi mere fokus på at se, hvordan Kirk Kapital udvikler sig over en 10 års tidshorisont eller endnu længere,« skriver Anders Kirk Johansen.

Kirk Kapital havde ved udgangen af 2014 aktiver for op mod 5,7 milliarder kr., hvilket er 500 mio. kr. mere end året før.