Ledelsen sigtet for kursmanipulation - aktiehandlen fortsætter

Ledelsen hos Europeinvestment er sigtet for kursmanipulation, men på børsen fortsætter handlen med virksomhedens aktier.

Københavns Fondsbørs har umiddelbart valgt at lade handlen med aktier i Europeinvestment fortsætte, selv om Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Bagmandspolitiet) har sigtet direktion og bestyrelse for at afgive urigtige selskabsoplysninger og for kursmanipulation eller forsøg herpå.

Årsagen til at aktierne stadig kan handles, kan være, at Københavns Fondsbørs vurderer, at investorerne er tilstrækkelig informerede til at kunne værdisætte selskabet. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra fondsbørsen endnu.

Onsdag eftermiddag kom meddelelsen om sigtelserne, og Europeinvestment-aktien faldt umiddelbart 18 pct. eller 36 øre til kurs 2,0.




(RB-Børsen)