Lars Christensen ny ansvarshavende chefredaktør for Euroinvestor

Lars Christensen tiltræder den 1. januar 2019 som ansvarshavende chefredaktør for Euroinvestor, som Berlingske Media overtog i september 2018.

Lars Christensen har næsten to årtiers erfaring fra den finansielle sektor som analytiker og er en anerkendt kommentator i flere danske medier. Han har tidligere været chef for Emerging Markets-analyse i Danske Bank og har senest været ejer og CEO for analyse-virksomheden Markets & Money Advisory, hvis aktiviteter nu lukkes.

Euroinvestor har omtrent 450.000 månedlige brugere, de skal forkæles, og forretningen skal udvikles. Lars Christensen skal stå i spidsen for en relancering og modernisering af Euroinvestor, så det bliver Danmarks førende medie om de finansielle markeder.

»Jeg er enormt glad for, at Lars Christensen har sagt ja til at påtage sig denne opgave. Med Lars får vi en mand på posten som chefredaktør for Euroinvestor, der både har en kæmpe økonomisk og finansiel indsigt, men samtidig har masser af kant. Det er den kombination, vi har brug for til at relancere Euroinvestor,« siger Anders Krab-Johansen, koncernchef for Berlingske Media.

»Jeg er meget beæret over, at Berlingske Media har valgt at sætte mig i spidsen for dette projekt. Danmark har brug for et medie, der sætter markederne i centrum, og jeg ser meget frem til, at vi i 2019 får relanceret Euroinvestor som et stærkt finansmedie for både den almindelige private investor, men også for professionelle investorer,« siger Lars Christensen.

Lars Christensen indtræder i Berlingske Medias ledelsesgruppe på linje med chefredaktørerne for Berlingske, B.T., Weekendavisen og Radio 24syv.