Lammetævet aktie i stort comeback: Nu løsner Kina løkken

De kinesiske myndigheder har de seneste år slået hårdt ned på landets private erhvervsliv – og særligt it-sektoren. Men nu er der de første tegn på, at Beijing er ved at bløde lidt op, og det kan være vendepunktet for kinesiske aktier.

Den kinesiske version af Uber, virksomheden Didi, har ikke haft lov til at tilføje nye brugere til sin platform. Men det er slut nu, og aktien er eksploderet på børsen i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: Florence Lo/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har ikke været nemt at være kinesisk it-virksomhed de seneste år.

Siden slutningen af 2020 har de kinesiske myndigheder slået hårdt ned på landets private erhvervsliv – og særligt den ellers lukrative it-sektor –  som regeringen beskylder for at forværre uligheden, øge den finansielle risiko, udfordre statens autoritet og bringe den nationale sikkerhed i fare.

De skrappe regulatoriske tiltag har også givet anledning til nogle seriøse kurstæsk, og blandt andre giganter som Tencent og Alibaba er over det seneste år dykket over 40 procent i værdi.

Men nu er der måske lysere tider på vej.

Mandag skriver The Wall Street Journal nemlig, at Beijing vil afslutte en efterforskning af det kinesiske svar på Uber, Didi Global, og fra næste uge tillade, at platformen kan tage nye brugere ind og igen kan downloades lokalt i Kina.

Nyheden vakte med det samme jubel på aktiemarkedet. Didi, der i øjeblikket kun er børsnoteret i New York, steg 58 procent, da Wall Street åbnede, og hev også en række andre kinesiske teknologigiganter med op. Tencent steg tre procent, mens Alibaba kravlede op med otte procent.

Hård børsdebut

Didi har været en af de virksomheder, der har været hårdest ramt af Kinas intensiverede forsøg på at tøjle det private erhvervsliv.

Kun et par dage efter børsnoteringen i juni 2021 annoncerede det kinesiske cyberspace-agentur, at det havde iværksat en undersøgelse af virksomheden, og at Didi ikke havde ret til at registrere nye brugere, så længe den stod på.

I december meddelte Didi så, at den ville afnoteres i New York og i stedet flytte sin børsnotering til Hongkong, og i maj begyndte de amerikanske børsmyndigheder at undersøge, om der var ugler i mosen i forbindelse med den amerikanske børsdebut sidste år. Det har – måske ikke overraskende – gjort ondt på aktien. Inden mandagens eufori var den dykket 88 procent fra sin børsnotering i juni 2021 og nede med 63 procent siden nytår.

Udover at afslutte undersøgelsen af Didi, vil myndighederne i Kina også lukke efterforskningen af to andre amerikansknoterede, kinesiske it-virksomheder, Full Truck Alliance and Kanzhun. Samlet vurderer analytikerne, at det kan være starten på en mere venlig holdning til erhvervslivet, herunder it-sektoren. Du Kejun, partner hos Beijing Gelei Asset Management Center, peger særligt på Beijings beslutning om igen at lade Didi tage nye brugere ind, hvilket han siger kan være starten på et bredere comeback for kinesiske aktier.

»Det her er sandsynligvis vendepunktet. Denne handling taler højere end ord,« siger han til Bloomberg.