Kvinder vil købe sig vej til bestyrelser

Ligestillingsforening opkøber aktier for at fremme kvinder i danske bestyrelser.

Foto: Modelfoto: Colourbox. Ifølge foreningen Best.Women er dette et alt for typisk billede af en dansk selskabsbestyrelse.
Læs mere
Fold sammen

Foreningen Best.Women køber aktier i syv danske virksomheder for at opnå taleret på generalforsamlingerne. Målet er at skabe opmærksomhed om hvad Best.Women synes er for få kvinder i virksomhedernes bestyrelser.

- Vi tager dette skridt, fordi vi ikke vil vente på lovgivning på området. For så kommer vi til at vente længe, siger Pernille Vigsø Bagge. Hun er medlem af den tværpolitiske forenings bestyrelse og folketingsmedlem og ligestillingsordfører for SF.

Sideløbende med opkøb af aktier i danske virksomheder, forsøger Best.Women sig også med uddannelse i bestyrelsesarbejde.

- Vi er ved at etablere et trainee-projekt for 10 kvinder, der ønsker at træde ind i bestyrelser. Vi har tænkt os at tage kontakt til virksomheder og opfordre dem til at lade én af kvinderne følge bestyrelsesarbejdet i et år – ulønnet, forlarer Susan Lund, der er leder af projektet og medlem af bestyrelsen af Best.Woman.

Best.Women har købt aktier i Carlsberg, NovoZymes, Lundbeck, GN Store Nord, DSV, FL Smith og IC Companys.