Kursmassakre mod schweiziske aktier

Den schweiziske centralbank gav torsdag formiddag efter for presset mod landets valuta og fjernede begrænsningen for, hvor stærk schweizerfrancen må blive over for euro. Det kan mærkes i Europa.

Foto: KAI PFAFFENBACH. Flere af de store eurpæiske børser mærker efterdønningerne fra den Schweiziske centralbank. 
Læs mere
Fold sammen

Tiltaget fra centralbanken, der vurderes at være motiveret af stærk søgning mod sikker schweizisk havn, skabte usikkerhed i stort set alle finansmarkeder, og blandt de europæiske aktiehandlere blev en positiv formiddag forvandlet til fald i næsten alle toneangivende indeks.

Mest markant i Schweiz, hvor Swiss MKT falder 12,3 pct. Og mere moderat i London, hvor FTSE-indekset taber 0,4 pct., mens CAC 40 i Paris taber 0,6 pct., og DAX-indekset i Frankfurt ligger 0,3 pct. lavere.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600 synes faldet til ro med en stigning på 0,2 pct. til 340,42 efter svingninger mellem 332,80 og 353,30 i timen omkring offentliggørelsen af den schweiziske centralbanks beslutning.

Frisætningen har styrket francen til 1,0266 franc per euro fra 1,2000 franc per euro, og ikke overraskende præges skyggesiden i det brede Stoxx 600-indeks af schweiziske selskaber, der lider under en stærkere national valuta.

Kemikoncernen Lonza, høreapparatkoncernen Sonova, producenten af luksusprodukter Cie Financiere Richemont, ur-koncernen Swatch og storbankerne UBS og Credit Suisse er blot seks eksempler på schweiziske selskaber, der udsættes for en kursmassakre med tab i størrelsesordenen 17 pct. Men værst går det for Julius Bear, der er aktiv i private banking, og som noterer et kursskred på tæt på 22 pct.

På positivlisten nyder olie og mineselskaberne godt af torsdagens stigende priser på olie og råvarer. Det britiske noterede mexicanske mineselskab Fresnillos aktie stiger 4,4 pct., britiske Premier Oil stiger 6,2 pct., mineselskabet Randgold Resources stiger også 4,4 pct. Verdens største mineselskab, britisk-australske BHP Biolliton løftes 2,4 pct.

/ritzau/FINANS

 

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk